Lokal beredskabsstab skal planlægge bortsprængning af gamle bomber

I sidste uge blev to ueksploderede bomber fra 2. verdenskrig fundet ved Sønderborg. De stammer fra et Halifax-fly, der styrtede ned under krigen. Sønderborg Brand & Redning, ammunitionsrydningstjenesten EOD og politiet kigger nu på flere forskellige muligheder for en kontrolleret sprængning, og mandag mødes Den Lokale Beredskabsstab for at planlægge forløbet.

De to bomber blev fundet på en mark ved Sønderborg. Bomberne stammer fra et Halifax-fly, der styrtede ned under krigen. Bomberne har dermed befundet sig i området i omkring 80 år. Området er afspærret, og politiet opfordrer borgerne til at holde sig væk.

”Bomberne udgør ikke en fare, som de ligger på marken i dag og man ikke piller ved dem. De har ligget der længe og eksploderer ikke bare uden videre”, fortæller Bo Zidek fra Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD).

Konsekvenser skal undersøges grundigt

Sønderborg Brand & Redning, EOD og Syd- og Sønderjyllands Politi vurderer lige nu flere muligheder for en kontrolleret sprængning i forhold til metodernes indvirkning på omgivelserne.

”Der findes forskellige muligheder, så nu skal man finde frem til den sikreste metode med færrest mulige gener for omgivelserne. Det haster ikke med at gennemføre sprængningen, da situationen lige nu er ufarlig. I stedet gælder det om at få konsekvenserne undersøgt grundigt, så man vælger den rette tekniske løsning”, siger Bo Zidek.

Mandag mødes Den Lokale Beredskabsstab (LBS) for at drøfte bortsprængningen. Når der er valgt en løsning for bortsprængningen, vil myndighederne orientere berørte borgere i området i god tid. Informationen vil indeholde oplysninger om tidspunktet for sprængningen og de forholdsregler, der er nødvendige at tage ved selve sprængningen, herunder sikkerhedsafstand og afspærringer.

De kommende dage vil EOD afsøge området yderligere for at forberede arbejdet med den kontrollerede sprængning. Det sker blandt andet for at sikre, at der ikke befinder sig flere bomber i området.

Annonce