Politiet: Korrekte 112-adresseoplysninger sparer tid

Arkivfoto

Processen med at finde en valid adresse, når der er ringet 112 om akut sygdom eller tilskadekomst, kan godt opleves som langvarig. Det erkender Rigspolitiet på baggrund af en række sager fra Nordjylland. Men politiet understreger, at der kan gå værdifuld tid tabt, hvis alarmcentralen ikke kan videregive en valid adresse, for så risikerer man, at ambulancen sendes i den forkerte retning eller skal gennemkøre et større område for at finde den tilskadekomne.

De nordjyske medier har tidligere på året omtalt en række episoder, hvor anmeldere havde problemer med at få politiets alarmcentral til at sende en ambulance, alene fordi anmelderne ikke kendte den nøjagtige adresse på skadestedet.

Rigspolitiet afviser dog, at der skulle have været episoder, hvor alarmcentralen har afvist at rekvirere en ambulance på grund af manglende adresseoplysninger. ”Rigspolitiet er ikke bekendt med tilfælde, hvor en henvendelse til 112 om sygdom ikke – så snart den fornødne stedfæstelse har fundet sted – er blevet overdraget til regionerne med henblik på eventuel disponering af ambulance”, skriver Rigspolitiet således til Justitsministeriet, som havde anmodet om en udtalelse om kritikken.

”En præcis og valid adresse er afgørende for at sikre hurtig og korrekt assistance til den syge eller tilskadekomne. Hvis en anmelder ikke kan oplyse den præcise adresse, skal politiets alarmoperatør sammen med anmelderen finde den nærmeste valide adresse via de forskellige støtteværktøjer, som operatøren har til rådighed. Alarmcentralerne er således i stand til at agere på opkald til112, selv om anmelderen ikke i første omgang kan oplyse den præcise adresse”, understreger politiet i udtalelsen.

I de nordjyske sager har anmelderne fortalt, at der efter deres mening er brugt alt for lang tid på at finde en valid adresse. Men Rigspolitiet mener, at den ekstra tid er godt investeret. ”Selv om processen med at finde en valid adresse kan opleves som langvarig, er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan gå værdifuld tid tabt, hvis en ambulance sendes i den forkerte retning eller skal gennemkøre et større område for at finde den tilskadekomne”, bemærker Rigspolitiet.

Annonce