Konkurrent: Staten bør selv overtage beredskabernes SINE-radionet

Det er et sikkerhedsproblem, at det i dag er det private selskab Dansk Beredskabskommunikation, som både ejer og driver beredskabernes SINE-radionet. Det mener Teracom, der har meldt sig som konkurrent til at drive SINE. Ifølge Teracom bør staten selv overtage ejerskabet af SINE, så det fremover kun er driften af radionettet, som udbydes til private.

Det Motorola-ejede Dansk Beredskabskommunikation har kontrakt på at drive SINE frem til 2020. Men kontrakten indebærer, at Dansk Beredskabskommunikation både ejer og driver SINE-netværket. Når Folketingets Forsvarsudvalg holder sit næste møde, vil en deputation fra Dansk Beredskabskommunikations konkurrent, Teracom, imidlertid advare staten mod at fortsætte med den nuværende SINE-model.

Det svensk-ejede Teracom meddelte tidligere på året, at de i samarbejde med Airbus vil byde på opgaven med at drive SINE, når kontrakten forventeligt kommer i udbud senere på året. Teracom driver i dag det danske netværk af TV-sendemaster, der forbindes af et 3.500 km. fiberoptisk netværk – og disse netværk vil Teracom bruge til SINE.

Ønsker opgør med nuværende model

Overfor Folketingets Forsvarsudvalg støtter Teracom, at man også efter 2020 anvender Tetra som teknologi for SINE-netværket. ”Tetra bør stadig være rygraden i kommunikationsplatformen, da det forventes at Tetra teknologien vil være grundstenen i beredskabets tale-kommunikation de næste 10 år”, skriver Teracom til udvalget. Men Teracom mener, at modellen for SINE bør ændres drastisk:

”Staten bør eje nettet. Der bør foretages et opgør med den nuværende operatør-model, hvor operatøren – en privat aktør – både ejer og drifter nettet, og hvor staten alene køber service af aktøren. Danmark er det eneste europæiske land, hvor staten ikke selv ejer nettet. Af sikkerhedspolitiske hensyn er det afgørende, at ejerskabet overføres til staten, og at det alene er opgaven med at etablere og drifte nettet, der udbydes”, mener Teracom.

Teracom mener desuden, at det er et stort problem, at Dansk Beredskabskommunikation har licens på de frekvenser, der anvendes til SINE, helt frem til 2026, selv om deres nuværende kontrakt på at drive SINE udløber i 2020. For det gør det i praksis umuligt for konkurrenter at byde ind på opgaven:

”Det bør sikres at de nuværende Tetra-frekvenser er til rådighed for den aktør, som måtte vinde det kommende udbud for SINE. Frekvenserne ligger imellem 380 og 400 MHz og blev afgivet af NATO til beredskabsformål i en aftale med EU-kommissionen i 1997. I dag er frekvenserne licenseret til den nuværende operatør frem til 2026, men kontrakten med den nuværende operatør (Dansk Beredskabskommunikation) udløber i 2020. I ovennævnte frekvensbånd er der kun plads til ét landsdækkende Tetranet i Danmark. For at sikre et frit og åbent udbud – og dermed den bedste og billigste løsning for beredskabet – er det derfor nødvendigt, at frekvenserne stilles frit. Sker dette ikke, vil andre selskaber end den nuværende operatør reelt være afskåret fra at byde. Og dermed kan samfundet ikke vide sig sikker på, at man får den bedste og billigste løsning”, skriver Teracom.

Kan ikke overføre data

Ifølge Teracom er det endvidere et problem, at Tetra-teknologien kun i meget begrænset omfang giver mulighed for overførsel af korte tekstbeskeder – og slet ikke tillader overførsel af video, billeder og data. Det er noget, der hæmmer beredskabets arbejde, og i mange situationer gør, at beredskabets medarbejdere anvender almindelige smartphones, når de skal dele fortrolige videoer, billeder og data.

”Det betyder, at data ikke kan beskyttes eller sikres mod utilsigtet deling med andre. Og det er en reel sikkerhedsmæssig udfordring”, mener Teracom, som også har et bud på en løsning:

”Det bør forlanges at der gradvis indføres mulighed for mobile bredbåndstjenester. Politiets og beredskabernes behov for mobilt bredbånd er stigende. En fortsat anvendelse af den hidtidige Tetra-teknologi, kombineret med indførelse af adgang til LTE-baserede mobile bredbåndstjenester, vil kræve nye hybridkommunikationsterminaler, som vil medføre et økonomisk pres på regionerne og kommunerne. Men ved at indføre nye hybridterminaler gradvist, kan organisationer køre videre med de gamle kommunikationsterminaler nogle år endnu, indtil budgetterne tillader at skifte over”.

Teracom fremfører selskabets synspunkter for Folketingets Forsvarsudvalg den 8. november 2018.

Annonce