Københavns Politi uddelte dusører

Foto: Københavns Politi

Før jul havde Københavns Politi besøg af en helt særlig flok. En gruppe borgere, som har det til fælles, at de i løbet af 2023 har gjort en ekstraordinær indsats. Under en ceremoni på Politigården blev de hyldet og modtog hver en dusør for deres heltemodige gerninger. Dusørmodtagerne fik således hver 2.000 kr. og et diplom for deres flotte indsatser.

Blandt dusørmodtagerne var 37-årige Christine, som reagerede lynhurtigt, da hendes ven pludselig fik et ildebefindende og faldt om med hjertestop under en gåtur.

Christine handlede resolut og gik med det samme i gang med livreddende førstehjælp, indtil redningspersonalet ankom. Hendes indsats har med stor sandsynlighed reddet vennens liv.

”I har hver især ydet en ekstra indsats. Nogle af jer har reddet liv – andre har afværget brand, tyveri eller indbrud. Men fælles for jeres indsats er det, at I har gjort noget ud over det sædvanlige, og mere, end hvad man kan forvente – og det skal I have en kæmpestor tak for”, sagde politiinspektør Peter Dahl blandt andet i sin tale til dusørmodtagerne.

Foto: Københavns Politi

Annonce