Den alarmoperatør, som modtog det meget omtalte 112-opkald om branden på Svinkløv Badehotel, optrådte kritisabelt under alarmopkaldet. Det har Den Uafhængige Politiklagemyndighed afgjort, efter at medieomtalen af opkaldet fik myndigheden til selv at tage sagen op. Ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed levede alarmoperatøren ikke op til forpligtelsen om at optræde høfligt og hensynsfuldt.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev den 18. oktober 2016 orienteret om et alarmopkald, hvor en borger den 26. september 2016 ringede 112 til alarmcentralen i anledning af branden på Svinkløv Badehotel. Politiklagemyndigheden besluttede af egen drift at iværksætte en undersøgelse efter reglerne om behandling af adfærdsklagesager i retsplejelovens § 1019 b.
Af lydoptagelsen indeholdende alarmopkaldet fremgår det, at alarmoperatøren gentagne gange afkrævede borgeren en præcis adresse på Svinkløv Badehotel og i den forbindelse blandt andet sagde: “Det var sgu da bedre, du vidste, hvor du var henne, men nu skal jeg nok gøre det”, ligesom alarmoperatøren sagde: “[…] Og når man skal bruge brandvæsenet, er det rart at vide, hvor man er henne. Farvel”, hvorefter alarmoperatøren – da borgeren svarede, at det var midt om natten – sagde: “Ja, og hvad så. Det kunne også være juleaften”.
Politiklagemyndigheden har nu truffet en afgørelse i sagen. Politiklagemyndigheden har efter en samlet vurdering fundet, at alarmoperatøren optrådte kritisabelt under alarmopkaldet. Politiklagemyndigheden har herved lagt vægt på, at alarmoperatørens håndtering af opkaldet og måde at udtrykke sig på ikke levede op til forpligtelsen om at optræde høfligt og hensynsfuldt og ikke tog højde for, at borgeren – som følge af den opståede brand – befandt sig i en vanskelig og presset situation.
Alarmoperatøren er ansat på politiets alarmcentral i Aarhus. Det er nu op til Rigspolitiet at vurdere, om der eventuelt er grundlag for at placere et disciplinært ansvar i anledning af sagen.