En jægersoldat, der løbetrænede på stranden ved Blokhus, handlede hurtigt, da han opdagede en stærkt nedkølet 23-årig kvinde, der havde ligger længe i vandet og var ved at miste bevidstheden. Jægersoldaten løb ud i det kolde vand og reddede kvinden i land. Det fik han i denne uge en belønning for.
Søndag den 12. maj 2019 ved 10-tiden stod en patrulje fra Hjørring politistation på stranden i Blokhus, travlt optaget af at rekvirere redningsmandskab. For ca. 80-100 meter ude i det kolde vand befandt sig en 23-årig kvinde. Hun havde ligget i vandet i længere tid, og hun reagerede ikke, da bekymrede tilskuere råbte til hende.
Men netop på dét tidspunkt var en jægersoldat tilfældigvis ude at løbetræne på stranden. Han standsede op ved patruljen og reagerede resolut, da han forstod situationens alvor: Han løb straks ud i det kolde vand og formåede at redde den stærkt nedkølede kvinde i land, før hun mistede bevidstheden.
Indsats var livreddende
”Jægersoldaten vil gerne være anonym af hensyn til sit arbejde. Det har vi stor forståelse for. Vi er glade for, at han dog mødte op på Hjørring politistation i tirsdags for at tage imod en officiel tak og en symbolsk dusør på 1.000 kroner fra Nordjyllands Politi”, lyder det fra politiet.
”Manden har ydet en indsats, der ligger ud over det, man kan forvente af borgerne. Og det vil vi gerne anerkende med en dusøroverrækkelse”, siger patruljecenterleder Kenneth Ginnerup. Han er ikke i tvivl om, at jægersoldatens handlekraft og træning i at håndtere netop ekstreme og farlige situationer var afgørende for at redde den unge kvindes liv.