En af dem reddede en mand, der var hoppet ned på skinnerne på Tåstrup Station. To gjorde en særlig indsats for at få stoppet en påvirket bilist på motorvejen. Og fire ydede førstehjælp til en hårdt såret dreng, som var påkørt af en bil. Alle syv blev i sidste uge hyldet som hverdagshelte af Københavns Vestegns Politi.
I sidste uge var syv modige borgere inviteret til et særarrangement på politigården i Albertslund. De havde nemlig ydet en ekstraordinær indsats i en kritisk situation, og de fik derfor overrakt en dusør og et diplom for deres mod og handlekraft af politidirektøren for Københavns Vestegns Politi.
“Fælles for jer er, at I handlede, og vi værdsætter højt, at modige borgere som jer reagerer og bistår medborgere eller myndighederne, når der sker en ulykke eller en forbrydelse”, sagde politidirektør Kim Christiansen.
Han fortalte herefter om de tre hændelser:
Livreddende indsats på Tåstrup Station
I august sidste år reddede Tamas en mand, der var hoppet ned på skinnerne på Tåstrup Station. Tamas sprang ned på skinnerne, hev manden op på perronen og blev sammen med ham, til politiet kom.
En betjent indstillede Tamas til dusør med ordene: “Tamas har handlet både modigt og resolut, og kun på grund af hans helt ekstraordinære indsats, skete der ikke manden noget”.
Usikker og farlig bilist standset på motorvej
Rie og Haldor blev i april sidste år opmærksomme på en bilist, der virkede påvirket og kørte usikkert fra en parkeringsplads i Ishøj. De kontaktede politiet, fulgte efter bilen og gav vagtcentralen løbende positioner.
Deres hurtige reaktion og præcise oplysninger gjorde det muligt for politiet at få bilen standset på motorvejen ved Avedøre, uden nogen kom til skade.
En betjent indstillede dem til dusør blandt andet med ordene: ”Rie og Haldor handlede straks, og på grund af deres ekstraordinære indsats fik politiet standset bilen, før situationen udviklede sig”.
Førstehjælpsindsats ved påkørsel i Albertslund
Thomas, Charlotte, Frederikke og Martin trådte til og ydede førstehjælp til en hårdt såret dreng, som var påkørt af en bil i Albertslund i marts forrige år.
Desværre fik ulykken en ulykkelig udgang, men de fire gjorde alt, hvad de kunne, og ydede sammen en helt ekstraordinær indsats for at redde drengen, og en betjent på stedet indstillede dem alle fire til dusør:
“Trods den utrolig voldsomme situation, udførte I en yderst kompetent førstehjælp med hjertelungeredning. Jeres indsats er forbilledlig og fortjener den største anerkendelse”.