
Rikke Skovmand, Kevin Rehnquist Hansen og Keld Lorensen er tre af hverdagens helte. De har derfor modtaget stor tak, en dusør og et diplom for deres heltemodige indsats, da de i januar var de første personer til et færdselsuheld i Aabenraa Kommune. Det var medarbejdere hos Syd- og Sønderjyllands Politi, der havde indstillet de tre syd- og sønderjyder til en dusør, som består af 1.000 kr.
Politiinspektør Gert Bisgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi overrakte diplomer og blomster på politistationen i Esbjerg, hvor de tre hverdagshelte var på besøg, og han fortalte, at den indsats, de har gjort, er fornem og meget prisværdig. Fordi de trådte til, da en person havde brug for hjælp.
De tre sørgede for, at en ældre person, som var involveret i et færdselsuheld, blev genoplivet på stedet.
Hjerte-lunge-redning og anvendelse af hjertestarter
Rikke Skovmand er til daglig autolakerer. Hun er også uddannet brandmand og kan derfor udvidet førstehjælp, så da hun og hendes mor så en person ligge på gaden, gjorde hun alt det, hun har lært. Hun skyndte sig ud for at hjælpe. Det var første gang, hun udførte hjerte-lunge-redning.
Både Kevin Rehnquist Hansen og Keld Lorensen er hjerteløbere og har hjulpet til flere gange tidligere. De kom begge til stedet den dag i januar. Derfor var de tre til at skiftes til at give hjertemassage, indtil akutbil og ambulance kom frem til stedet.
For Keld Lorensen er det en stor tilfredsstillelse at kunne hjælpe andre, når de virkelig har brug for den hjælp. Han blev kaldt ud én gang sidste år og har allerede været kaldt ud adskillige gange i år som hjerteløber. Han er til daglig snedker og er – ud over hjerteløber – også med i det lokale brandværn.
Kevin Rehnquist Hansen har altid sin hjerteløber-app tændt, og er han på ferie andre steder i Danmark, orienterer han sig om, hvor den nærmeste hjertestarter er. Han bor kun cirka 100 meter fra en hjertestarter, så den løb han efter først den dag i januar.
De gav hjertemassage i hver to minutter ad gangen, indtil de professionelle tog over.