Gør klar til udbud af software til vagtcentraler

Arkivfoto

Som en udløber af det igangværende udbud af et nyt fælles radionet til de danske beredskaber planlægger Økonomistyrelsen yderligere et udbud, der skal omhandle indkøb af software til kontrolrum. Begrebet “software til kontrolrum” dækker primært over den software, der anvendes til styring af kommunikationen mellem et beredskabs vagtcentral og de tilknyttede personer eller enheder, der er på radionettet. Økonomistyrelsen har netop udsendt en såkaldt vejledende forhåndsmeddelelse om udbudet. Meddelelsen har til formål at varsle eventuelle interesserede virksomheder om, at et udbud kan forventes.

Mange forhold omkring udbudets indhold og tidsplan er imidlertid endnu ikke fastlagt, da de i et vist omfang afhænger af udfaldet af udbudet af selve radionettet. Først når de nødvendige elementer i dette udbud er på plads, vil det være muligt at oplyse f.eks. hvornår udbudsbekendtgørelsen udsendes og hvordan udbudet nærmere bliver sammensat.

Den forventede proces for udbud af software til kontrolum er, at der i efteråret 2006 gennemføres en indledende analyse af området. Ultimo 2006/primo 2007 følger en beskrivelse af kravene til software i samarbejde med repræsentanter fra alle beredskaber. Det vil ske i de arbejdsgrupper, der allerede er etableret i forbindelse med udbudet af det fælles radionet. I foråret 2007 forventes udbuddet så igangsat.

Annonce