Folk brød politiets afspærringer for at tage billeder af alvorlig ulykke

Arkivfoto

Fredag aften blev en ung kvinde alvorligt kvæstet, da en bil forulykkede i Ringsted – formentlig i forbindelse med at tre biler kørte om kap. Men politiets arbejde på skadestedet blev besværliggjort af tilskuere, der brød afspærringen og gik rundt i buskene for at tage billeder af den smadrede bil.

”Det er et meget alvorligt uheld, og det, der næsten er beskæmmende, er at se alle de mennesker, der render rundt inde i buskene for at få taget et godt billede eller god video, man måske kan dele med venner og bekendte. Det hører sig jo ingen steder hjemme”, siger indsatsleder Flemming Krog-Meyer fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 Øst.

”Vi måtte tilkalde en ekstra patruljevogn til at håndtere de borgere, som rendte rundt inde i buskadset, eller som brød afspærringen for at komme ind og tage billeder eller stille deres nysgerrighed”, siger Flemming Krog-Meyer.

Indsatslederen opfordrer folk til at tænke sig om og lade være med at tage billeder af så voldsom en ulykke:

”Man skal tænke på, at der sidder nogle mennesker og er kommet til skade, som får en oplevelse, de godt kunne have været foruden”, siger Flemming Krog-Meyer til TV2 Øst.

Annonce