Fik belønning for at redde mand op fra Limfjorden

Foto: Nordjyllands Politi

I denne uge havde Nordjyllands Politi besøg af to modige nordjyder, 23-årige Christinna og 24-årige Melanie. Årsagen var, at de to unge kvinder den 24. januar 2020 omkring klokken 03.00 befandt sig midt i vintermørket på Vestre Havnepromenade inde i Aalborg. Her opdagede de en nødlidende mand, der plaskede rundt i Limfjordens iskolde vand.

De unge kvinder kravlede resolut ned i vandet – og ved fælles hjælp fik de trukket den nødlidende mand op af Limfjorden. Samtidig fik de kontaktet alarmcentralen, som straks sendte redningsmandskab frem.

En tilkaldt politipatrulje vurderede på stedet, at den hurtige indsats fra Christinna og Melanie havde afgørende betydning for, at manden i Limfjorden ikke druknede. Politiets patruljetjeneste transporterede efterfølgende begge redningskvinder hjem, da de selv var blevet nedkølede som følge af deres modige indsats.

Udviste mod og handlekraft

”Det er ofte tilfældigheder her i livet, der afgør, at man pludselig står i en ekstrem situation med et medmenneske i livsfare – og de unge kvinder reddede et liv takket være deres resolutte indgriben. Den slags mod og handlekraft er vi imponeret af her i politiet; og derfor inviterede vi i denne uge de unge kvinder ind på Politigården i Aalborg”, fortæller Nordjyllands Politi – og fortætter:

”Vi ville nemlig gerne give dem en stor tak for indsatsen, som vi ikke har glemt, selvom den ligger over seks måneder tilbage. Men på grund af coronakrisens begrænsninger i besøg på vores lokaliteter, kunne vi først invitere Christinna og Melanie nu”.

Ved markeringen deltog politidirektør Anne Marie Roum Svendsen og vagtchefen fra den aften, hvor redningsaktionen fandt sted, politikommissær Per Jørgensen.

Christinna og Melanie modtog også en dusør på 1.000 kr.

Annonce