Hvis det står til anklageren i Danmarkshistoriens største rockersag, skal en 23-årig mand, der er tilknyttet AK81, fire år i fængsel for at have foretaget et falsk 112-opkald. Opkaldet fandt sted kort tid før et rockerrelateret skyderi i Baggesensgade i København, og den 23-årige fortalte alarmcentralen, at der havde været et skyderi på Amager. Det skulle få politiet til at sætte kursen mod Amager, og dermed var der tale om, at den 23-årige medvirkende til det efterfølgende drabsforsøg i Baggesensgade.
I alt modtog alarmcentralen i København tre 112-opkald om det opdigtede skyderi på Amager. “Jeg er ude ved Lynetten, og jeg har lige set et skyderi. Der er en, der ligger og bløder”, sagde det 23-årige AK81-medlem blandt andet til alarmoperatøren.
Den 23-årige blev mandag fundet skyldig i medvirken til drabsforsøg i den omfattende rockersag, selv om han altså på intet tidspunkt var i nærheden af gerningsstedet. Domsmandsretten nåede nemlig frem til, at han havde foretaget 112-opkaldet efter ordre fra de gerningsmænd, der kort tid efter 112-opkaldet skød en mand ned på åben gade. Offeret blev ramt af fire skud, men overlevede.
Tirsdag var der procedure om strafudmålingen for de i alt 15 rockere, som er blevet dømt i det store sagskompleks, og her krævede anklageren, at den 23-årige idømmes fire års fængsel, mens den 23-åriges forsvarer procederede for en markant lavere straf, nemlig maksimalt to år. Der afsiges dom den 29. september 2011.