Afviklingen af Giro d’Italias første tre etaper i Danmark var en krævende opgave for det samlede beredskab, og hos politiet var der et stort behov for koordinering og overblik. Og selv om cykelløbet blev kørt i to forskellige politikredse, valgte politiet at koordinere hele cykelløbet fra én kommandostation, som blev placeret på vagtcentralen i Horsens.
I fugleflugtslinje er der 62 kilometer mellem Herning, hvor løbets 1. etape med enkeltstart blev kørt, og Horsens, hvor 3. etape blev kørt. Men under hele løbet var kommandostationen (KSN) placeret på Sydøstjyllands Politis vagtcentral i Horsens.
”Vores vigtigste og bedste læring er, at det faktisk kan lade sig gøre at koordinere en indsats på lang afstand. Før har vi flyttet KSN rundt sammen med begivenheden, men SINE giver så god dækning, at vi kan blive på samme sted. Nu ved vi, at selvom en hovedstation brænder ned med alt indhold, kan vi fortsætte arbejdet fra en anden politikreds”, fortæller Bent Hedeager Nielsen, der er politikommissær i Sydøstjyllands Politi.
Giro d’Italia var planlagt minutiøst, og politiet var klar til både ulykker og uroligheder, men verdens næststørste cykelløb blev kørt uden dramatik – for beredskabet.
Bent Hedeager Nielsen forklarer, at politiet havde en meget detaljeret signalplan klar – og at den fungerede. Alle politiets SINE-terminaler er programmeret med 50 KSN-talegrupper, som er dedikeret til Østdanmark og Vestdanmark. Under hele indsatsen brugte man talegrupper fra Vestdanmarks pulje, og dermed havde alle politifolk automatisk adgang til de rigtige talegrupper.
”Jeg kan virkelig ikke sige noget dårligt om radiokommunikationen. Vi har lært en masse, og vores planlægning fungerer”, siger han.