De tre finalister til at skulle levere det kommende radiosystem til de danske beredskabsmyndigheder bliver nu reduceret til to. EADS, der også står bag Airbus, har netop meddelt, at selskabet trækker sig fra udbudet. Det sker, fordi selskabet ikke mener, at det er teknisk muligt at levere kommunikationssystemet til de frekvenser, der er til rådighed. Tilbage i kampen er nu kun Motorola og et konsortium med deltagelse af bl.a. danske Tetrastar.
Tilbage i 2001 blev to Tetra-licenser uddelt gratis, fordi der ikke var nok interesserede til et udbud. Motorola-ejede Tetranet fik beredskabsfrekvenserne, mens licensen til de civile frekvenser ad omveje havnede hos danske Tetrastar med Hans Damm i spidsen. EADS har i de seneste måneder deltaget i konkurrencen om Tetra-ordren, men nu opgiver selskabet altså kampen på grund af frekvens-situationen, skriver Computerworld.
“Det er selvfølgelig ret sent i processen, men vi har hele tiden troet, at vi ville finde en løsning på den ene eller den anden måde med hensyn til frekvenserne. Men det håb er vi altså blevet nødt til at opgive”, siger finske Matti Peltola, der leder EADS Secure Networks Oy.
Hos Økonomistyrelsen bekræfter vicedirektør Henrik Pinholt overfor Computerworld, at man har modtaget et brev fra EADS, om at de trækker sig. Han mener ikke, at det får nogen større betydning for udbuddet, at der nu kun er to finalister. “Det betyder ikke andet, end at udbudsprocessen kører videre med de to, der er tilbage”, siger Henrik Pinholt. Økonomistyrelsen regner fortsat med at underskive kontrakten ved udgangen af 1. kvartal 2007.
Med udmeldingen fra EADS står det klart, at den endelige ordre vil blive vundet af et foretagende med dansk deltagelse. Den ene af de to resterende finalister er nemlig Tetranet, der byder ind på ordren under navnet Dansk Beredskabskommunikation. Den anden er et konsortium bestående af danske Damm Celluar Systems (Tetrastar), SAAB Communications, Mærsk Data Defence og ELTEL Network Telecom.