Dømt for drabsforsøg på politimand

Foto: Rigspolitiet

En 37-årig mand er blevet idømt behandling for at have forsøgt at dræbe en politimand i Hvidovre. Drabsforsøget mod politimanden skete i forbindelse med, at en hundepatrulje fra Københavns Vestegns Politi var sendt til et boligkvarter i Hvidovre 2. marts i år. Da patruljen ankom til stedet, blev den 37-årige mand fundet i besiddelse af en kniv og et slagvåben.

Politimændene ville derfor anholde manden, hvilket han modsatte sig. Politimændene anvendte først peberspray, hvorefter de forsøgte at få deres politihund til at bevogte ham, hvilket fik manden til at angribe politihunden.

Da de ville lægge manden i håndjern, trak han en økse, som han hævede over hovedet i retning mod en af politimændene. Det fik den anden politimand til at trække sin tjenestepistol og skyde mod manden, som blev ramt i maveregionen. Efterfølgende blev manden bragt til hospitalet med ambulance.

Det var rettens vurdering, at manden havde til hensigt at dræbe politimanden med øksen, og derfor blev den 37-årige dømt for drabsforsøg.

”Episoden har været meget voldsom, og jeg er tilfreds med, at retten har fundet, at den ene politimand var i livsfare. Der er grund til at anerkende dem begge for at have handlet korrekt under ekstreme forhold”, siger sagens anklager, Bjarke Enevoldsen.

Den 37-årige blev på baggrund af mentalundersøgelse dømt til psykiatrisk behandling.

Manden ankede dommen, men han blev varetægtsfængslet i surrogat efter dommen.

Annonce