I denne måned begynder de tyske myndigheder at teste et nyt varslingssystem, hvor alarmer udsendes automatisk til alle mobiltelefoner, som er koblet op på mobilmaster i det pågældende område. Hvis man befinder sig i den sydlige del af Danmark, skal man være forberedt på, at man kan få en tysk alarm – fordi man er koblet på en tysk mast.
Hvis ens telefon er koblet på en af de tyske mobilmaster, vil man kunne høre en skarp advarselslyd og få en besked direkte på telefonen – ikke som sms. Det vil ske, når de tyske myndigheder udsender testmeddelelserne, og det vil ske i perioden fra juli og frem til februar næste år.
Baggrunden er, at man i Tyskland er i gang med at udvikle – og nu teste – et nyt mobilbaseret varslingssystem, der kan sende advarsler til alle borgeres mobiltelefoner i et område gennem mobilmasterne. Er en dansk mobiltelefon koblet på en tysk telemast, når varslingen udsendes, så vil den også modtage varslingen. Varslingen vil blive transmitteret til telefonen, uden man har downloadet en app eller tilmeldt sig en tjeneste.
Teknologien bag det nye nationale, tyske varslingssystem kaldes cell broadcast og den svarer til, at telefonen modtager en radiotransmission. I Danmark er myndighederne også i gang med at udvikle et tilsvarende system med den samme teknologi – og senere på året vil dette system også skulle testes. Det vil blive meldt ud fra Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.