Corona-virus fører til udskydelse af stor beredskabsøvelse

Foto: Rigspolitiet

En stor beredskabsøvelse i Limfjordstunnelen den 11. marts 2020 er udskudt på ubestemt tid. Det oplyser Nordjyllands Politi, der har den koordinerende ledelse af øvelsen. Årsagen er den aktuelle trussel fra corona-virus, som gør, at myndighederne ikke vil prioritere at anvende ressourcer på øvelser.

”Vi har udskudt øvelsen på ubestemt tid af ressourcemæssige hensyn foranlediget af den aktuelle situation med corona-virus”, fortæller Ole Kristensen, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.

De lokale myndigheder vil senere tage stilling til, hvornår øvelsen skal afholdes.

”Øvelse er vigtige og nødvendige for beredskabernes skarphed, så vi afholder en ny øvelse på et senere tidspunkt”, siger politiinspektøren.

Udskydelsen betyder, at den planlagte lukning af tunnelen natten mellem 11. og 12. marts 2020 er afblæst. Der vil således ikke være trafikforstyrrelser omkring tunnelen i det tidsrum.

Annonce