Brandstifter dømt til anbringelse på sikret afdeling

Foto: Rigspolitiet

En 24-årig mand er ved byretten i Aarhus blevet dømt for at have påsat 57 brande forskellige steder i Aarhus sidste år. Dommen lød på anbringelse på en sikret afdeling uden længstetid. Det betyder, at der ikke er sat nogen slutdato for, hvornår han eventuelt må komme på fri fod. Den 24-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.

Den 24-årige blev anholdt efter et tip sidste år og erkendte hurtigt at have stået bag mange brande. Blandt andet har han sat ild til en skole i Brabrand, en spejderhytte i Brabrand, en lagerhal i Tilst og en institution i Brabrand samt påsat en række andre mindre og større brande.

Ingen personer kom til skade ved brandene, men flere steder er der sket skader for flere hundredetusinde kroner.

”Jeg er meget tilfreds med, at dommeren valgte at følge anbefalingen fra mentalundersøgelsen og fra retslægen”, siger anklager Rosa Pape.

Annonce