Landets brandvæsener og ambulancetjenester har fået hundredvis af fartbøder siden indførelsen af de såkaldte stærekasser. Justitsministeriet har tidligere bebudet, at der i starten af i år ville være fundet en løsning, så udrykningskørsel ikke udløser bøder. Det skete dog ikke, men nu lover ministeriet atter en løsning – eller måske bare en plan for en løsning – senest i næste måned.
Når et udrykningskøretøj under udrykning i dag måles til en hastighedsoverskridelse i en af Vejdirektoratets faste ATK-standere (også kaldet stærekasser), er proceduren, at det pågældende beredskab i forbindelse med udsendelse af bødeforelæg anmodes om at oplyse, om der i det konkrete tilfælde var tale om udrykningskørsel.
Men hos Justitsministeriet og Rigspolitiet erkender man, at det er en fremgangsmåde, der medfører en administrativ byrde for både politiet og beredskaberne.
Justitsministeriet har tidligere meddelt, at man forventede, at Rigspolitiet kunne iværksætte tiltag med henblik på at løse problemet i starten af 2020. Men ifølge ministeriet udestår der fortsat en afklaring af en række tekniske spørgsmål – og den afklaring har bl.a. været påvirket af den aktuelle situation med COVID-19.
Ifølge justitsminister Nick Hækkerup arbejder Rigspolitiet imidlertid ”på fuld tryk” for at finde en løsning på udfordringerne med fartbøder fra stærekasser til udrykningskøretøjer. Ministeren oplyser, at Justitsministeriet nu forventer at kunne orientere om de tiltag, som påtænkes iværksat med henblik på at løse problemet, senest i juni 2020.