Bøder på vej til bilister, der tog billeder efter trafikuheld

Foto: Rigspolitiet

Efter et trafikuheld på Holbækmotorvejen tirsdag morgen kan flere bilister se frem til en bøde fra Københavns Vestegns Politi. Bilisterne valgte nemlig at filme ulykkesstedet med deres mobiltelefoner, mens de kørte forbi – hvilket politiet både anser for et etisk problem og en trussel mod trafiksikkerheden.

Ulykken skete i Holbækmotorvejens vestgående retning mellem frakørsel 7b og 8, hvor en lastbil væltede og derefter lå i yderste vognbane og midterrabatten.

Trafikken var påvirket i begge retninger, men kort tid efter ulykken måtte Københavns Vestegns Politi udsende en opfordring på Twitter: ”Flere bilister filmer med deres mobiltelefon når de passerer uheldsstedet. Lad nu være!!! Det er både forbudt og fjerner opmærksomheden fra kørslen”.

Opfordringen havde dog ikke den ønskede effekt, og derfor valgte politiet at sende færdselsfolk afsted med bødeblokken. Det resulterede ifølge Københavns Vestegns Politi i, at adskillige bilister nu vil få en bøde.

Lastbilens chauffør slap uskadt fra ulykken.

Annonce