Får bøde for misbrug af blå blink

En 19-årig mand står til en bøde, efter at han onsdag eftermiddag kørte med blå blink ved Henne Strand. I alt fik politiet onsdag anmeldelser om tre episoder med ulovlig anvendelse af blå blink i Varde-området, og politiet beskriver brugen af de blå blink som en ny dille blandt de unge i lokalområdet.

To af de tre episoder fandt sted foran autoforretningen T. Hansen i Varde, hvor et par ældre biler kørte med blå blink, som tilsyneladende var købt i forretningen. Blinkene kan lovligt sælges og købes, men det er ikke lovligt at anvende dem.

Den 19-årige blev ifølge Jydske Vestkysten pågrebet af lokalpolitiet i Varde, der dog endnu ikke har et bud på størrelsen af det bødeforlæg, som vil blive sendt til manden. Politiet vurderer ikke, at den 19-årige havde til hensigt at udgive sig for at være fra politiet.

Annonce