Belønnet for resolut indsats ved brand

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Midt- og Vestjyllands Politi har tildelt en dusør til Frederik og Mette, der tilbage i oktober ydede en hurtig og resolut indsats, da der opstod brand hos naboen. Frederik så flammer og kraftig røg ved kældertrappen, og han fik vækket familien i huset – to voksne og fire mindre børn – der sov på husets 1. sal.

Tilbage i oktober måned var Frederik og hans samlever Mette begge hurtige til at reagere en aften, hvor Frederik lige pludselig opdagede en kraftig røg fra naboens hus.

Frederik skyndte sig ind i huset til Mette, hvor hun med det samme gav sig til at ringe 112. Selv fortsatte Frederik videre ud igen med kurs mod nabohuset.  Det var sent om aftenen, og huset fremstod mørkt. Da han kom helt hen til huset, kunne han se flammer og kraftig røg ved kældertrappen.

Han bankede resolut og hårdt på fordøren – men uden reaktion fra huset. Her tog han hurtigt endnu en god beslutning. Da han syntes, han kunne skimte lys i køkkenet, tog han i døren, der var ulåst. Han gik ind i huset og begyndte at råbe. Og herfra gik det heldigvis hurtigt. Familien i huset – to voksne og fire mindre børn – blev hurtigt vækket, kom ned fra 1. salen og kunne sammen forlade huset, uden at nogen kom noget til i branden.

Midt- og Vestjyllands Politi patrulje, der kørte til branden den aften, indstillede efterfølgende naboens indsats til en dusør.

”Borgere, der reagerer hurtigt og hjælper medborgere som Frederik og Mette, kan være forskellen på liv og død. De fortjener en særlig tak. I dusørindstillingen skriver vi blandt andet, at havde det ikke været for den hurtige reaktion og indsats, ville der være en overhængende risiko for, at liv var gået tabt”, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Annonce