Belønnet for hurtig indsats ved brand i vuggestue

Foto: Københavns Politi

56-årige Selim blev en juniaften sidste år opmærksom på en brand, der var opstået i to klapvogne ved en vuggestue i Sydhavnen. Flammerne var to meter høje, og der var risiko for, at branden kunne sprede sig til anden bebyggelse i nærheden. Men Selim handlede hurtigt, og det har Københavns Politi nu givet ham en dusør for.

Selim fik en anden person til at ringe 112, samtidig med at han selv gik i gang med at slukke branden med sand og grus fra stedet. Da brandvæsnet kort tid efter ankom, var branden næsten slukket.

“Der var høje flammer og halvtaget ved institutionen var allerede delvist smeltet af ilden, så der var en stor risiko for, at branden havde spredt sig, hvis ikke Selim havde grebet ind. Han ydede en meget flot indsats ved at handle hurtigt og resolut i situationen”, fortæller Anne Tønnes, der er politidirektør for Københavns Politi.

Selim var – sammen med 11 andre dusørmodtagere – tidligere på sommeren inviteret til en ceremoni på Politigården for at få politidirektørens store tak. Dusørmodtagerne har desuden modtaget et diplom og 1.000 kr. for deres flotte indsatser.

Annonce