Afviser klage over udbud af radionet

Arkivfoto

Klagenævnet for Udbud har afvist en klage over Økonomistyrelsens udbud af det kommende radionet for det samlede beredskab. Det var det hollandske firma Nethleas B.V., som havde klaget over en række aspekter i forbindelse med udbudsmaterialet – især mente den hollandske virksomhed, at de to virksomheder, som i forvejen råder over frekvenser til Tetra, blev urimeligt tilgodeset, fordi det i ansøgningen om prækvalifikation skulle oplyses, hvilke frekvenser byderen rådede over, ligesom disse virksomheder dermed også ville have bedre muligheder for at opfylde kravet om, at det tilbudte system skal kunne integreres med nød- og beredskabsnettene i Danmarks nabolande.

Klagenævnet for Udbud anfører i sin afgørelse, at udbuddet er gennemført teknologi-neutralt, og at det derfor ikke var i strid med udbudsreglerne, når virksomhederne blev bedt om at oplyse hvilke frekvenser de havde adgang til. Generelt konkluderer nævnet, at der ikke var tale om en urimelig forskelsbehandling af virksomhederne.

Nethleas B.V. havde desuden klaget over tilrettelæggelsen af udbuddet som en såkaldt konkurrencepræget dialog, men her afviser klagenævnet at tage stilling, fordi Nethleas B.V. trods flere rykkere først fremkom med en nærmere specifikation af disse klagepunkter fire måneder efter indgivelsen af klagen – og efter at klagenævnet havde behandlet resten af sagen på et møde.

Annonce