Aalborg får endnu en politistation

Nordjyllands Politi har indgået lejekontrakt på nye lokaler på Grønlands Torv 1 i Aalborg SØ. Her åbner politikredsen en ny politistation primo 2021. Omkring 30-40 medarbejdere fra politigården på Jyllandsgade i Aalborg og nærstationen på Fyrkildevej i Aalborg Øst vil få deres gang i de nye cirka 450 kvadratmeter på Grønlands Torv.

Det bliver lokalbetjente fra Forebyggelse Aalborg og politikredsens køreprøvesagkyndige m.fl., der til næste år får ny arbejdsplads på Grønlands Torv. I alt vil stationen få omkring 30-40 medarbejdere. Nogle medarbejdere vil få fast arbejdssted dér, mens andre vil arbejde på stationen fra tid til anden.

Lokalerne har tidligere huset et bibliotek, og de bliver i øjeblikket moderniseret, så de kan rumme en politistation.

Nordjyllands Politi har siden slutningen af 2018 arbejdet på at kunne overtage lokalerne, så det er en tilfreds politidirektør, der nu har sat sin signatur på lejekontrakten for lokalerne:

”Med denne flytning forener vi vores forebyggelsesindsats i Aalborg på en fælles lokalitet. Vi styrker med andre ord vores politimæssige tilstedeværelse uden for Aalborg midtby. Og fra basen på Grønlands Torv vil vores lokalbetjente rykke ud til kriminalpræventive opgaver i hele Aalborg kommune: Til bekymringssamtaler, udføre opsøgende gadeplansarbejde, varetage SSP-samarbejdet og holde foredrag om kriminalitetsforebyggelse”, fortæller Anne Marie Roum Svendsen, der er politidirektør i Nordjyllands Politi.

Det er planen, at der ligeledes vil være åbent for borgerbetjening i en ekspedition på den nye politistation.

Nordjyllands Politi beholder desuden et mindre lejemål på Fyrkildevej i Sundhedens Hus til blandt andet afhøringer og andre opgaver i området.

Annonce