Politiklagemyndigheden modtog fredag en underretning fra Sydøstjyllands Politi om, at politiet om natten havde eftersat en bil på motorvej E45. Føreren af bilen, en 31-årig mand, kørte efter en længere eftersættelse ind på en rasteplads ved Skærup og skød sig selv. Han er afgået ved døden. De pårørende er underrettet.
Politiklagemyndigheden har straks indledt en undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, som indebærer, at Politiklagemyndigheden skal iværksætte en efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Når efterforskningen i sagen er tilendebragt, sender Politiklagemyndigheden sagen samt en redegørelse til statsadvokaten, som træffer afgørelse i sagen.