Nyhedsoversigt
Privat First Responder Enhed i Spøttrup Kommune
Et nyt koncept er på vej i den præhospitale sektor i Danmark: Den 18. juni indsætter det private firma Dansk Rednings Tjeneste ApS en såkaldt First Responder Enhed i Spøttrup Kommune. Den nye førstehjælpsenhed er ikke en akutbil – den bemandes med personale med et udvidet kompetencegivende kursus i livreddende førstehjælp.
Falck indretter vagtcentralstruktur efter alarmcentraler
Den nye struktur for alarmcentralerne medfører, at Falck må ændre i de planer for den fremtidige vagtcentralsstruktur, som blev fremlagt sidste år. Falck har nemlig meldt ud, at korpsets vagtcentraler skal have samme dækningsområde som de nye, regionale alarmcentraler, og på flere punkter afviger den planlagte placering af alarmcentralerne fra Falcks vagtcentralplaner.
Færre men mere moderne alarmcentraler
Justitsminister Frank Jensen har besluttet, at politiets betjening af alarmopkald inden udgangen af 2002 skal varetages af særligt uddannet politipersonale på syv moderne alarmcentraler med ny IT-teknologi og elektronisk overførsel af alarmer fra alarmcentralen til de øvrige samarbejdsparter på alarmeringsområdet.
Birkerød skiftede mening – igen
Brandslukningen i Birkerød Kommune skal fortsat varetages af det kommunale Birkerød Brandvæsen. Denne beslutning blev truffet med stemmerne 10-7 på et byrådsmøde 13. december, hvor to medlemmer af Venstres byrådsgruppe havde bedt om at få sagen genoptaget. Dermed blev byrådets kun een måned gamle beslutning om at overlade brandslukningen til Falck annulleret.
Akutbiler skal være hvide – ikke gule
Efter fire måneders diskussion er Falck og Frederiksborg Amt blevet enige om den fremtidige farve på akutbiler i amtet: De skal være hvide, og ikke – som amtet havde ønsket – gule. Diskussionen opstod i forbindelse med indsættelsen af en ny akutbil i Frederiksværk/Hundested-området, hvor Falck ønskede at køretøjet skulle følge Falcks design-manual.
Storstrøms Amt indgår ny ambulanceaftale med Falck
Efter mere end halvandet års forhandlinger er Storstrøms Amt og Falck blevet enige om indholdet i en ny ambulanceaftale, der skal gælde i to år. Den senest indgåede aftale med Falck, som trådte i kraft 1. januar 1998, udløb med udgangen af 1999. Udgangspunktet for betalingen er ifølge den nye aftale standardaftalen mellem Falck og Amtsrådsforeningen.
Dømt for at genere redningsarbejde
To bilister er ved retten i Helsinge dømt skyldige i at have overtrådt flere bestemmelser i færdselsloven efter at retten fandt, at de havde hæmmet redningsarbejdet for to reddere fra Falck i Hillerød. Straffen blev fastsat til en bøde på kr. 1.500 og betinget frakendelse af kørekortet med en prøvetid på tre år.