Google Maps
Brandvæsen

Kommune og brandværn på anklagebænken

På onsdag sidder Sønderborg Kommune og Sønderborg Frivillige Brandværn på anklagebænken tiltalt for at have overtrådt loven om vagtvirksomhed. Det er Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening i Sydjylland, som i januar meldte beredskabschef Thomas Ellegaard og daværende brandkaptajn Henrik Ulbjerg til politiet. Forbundet mener ikke, at de frivillige brandfolk har autorisation til at udføre vagtvirksomhed. Sagen har principiel karakter, for hvis kommunen og brandværnet bliver dømt, får dommen betydning for alle andre frivillige brandværn, der udfører eller vil udføre vagtvirksomhed for kommunerne.

Præhospital

Død efter ulykke under sygetransport

En ældre kvinde fra Korsør er død, efter at en rutinemæssig sygetransport gik helt galt. Falck har før kørt kvinden til dialysebehandling på Slagelse Sygehus, men den 14. august faldt hun ud af sin kørestol på vej ned ad en trappe og pådrog sig kraniebrud. Den 25. august døde den gamle dame af sine kvæstelser. Ulykken skete, mens redderen benyttede den såkaldte scalamobil på larvefødder. Den er konstrueret til at få en kørestol ned ad trapper, mens patienten sidder i sin kørestol.

Brandvæsen

Falck overtager brandslukningen i Nakskov

Fra 1. januar 2008 skal Falck stå for brandslukningen i hele Lolland Kommune. Det indebærer, at Falck overtager brandslukningen i den tidligere Nakskov Kommune, hvor opgaven hidtil er blevet varetaget af det kommunale brandvæsen. Falck har i forvejen en brandstation i Nakskov, som har stået for brandslukning i tre mindre omegnskommuner. Der er tale om Falcks første nye brandslukningskontrakt efter kommunalreformen, som ellers indtil videre har været noget nær en katastrofe for redningskorpset, der har mistet brandslukningen i en række kommuner.

Google Streetview
Brandvæsen

Brandfolk vrede over endnu et kapløb

I den nye Ringkøbing-Skjern Kommune har man valgt at bruge kapløb mellem de lokale brandstationer til at fastslå, om der skal ændres på de eksisterende slukningsdistrikter. I juli blev stationerne i Ringkøbing og Skjern alarmeret til Lem, og her vandt brandfolkene fra Skjern kapløbet. Tirsdag skulle det så testes, om det er Ringkøbing eller Hvide Sande, som er hurtigst fremme i Søndervig. Ringkøbing vandt med få sekunder, men brandfolkene kritiserer nu fremgangsmåden. “Vi brandfolk vil gerne undskylde over for borgerne, at vi sådan ligger og kører racerkørsel og dermed sætter andres liv og lemmer på spil for en øvelses skyld”, lyder det fra tillidsmanden.

Brandvæsen

Brandfolk i Nakskov frygter for fremtiden

Blandt brandfolkene på Lolland Brandvæsens station på Løjtoftevej i Nakskov er frustrationerne og frygten for fremtiden vokset markant de seneste uger. Brandfolkene afventer med spænding, at Lolland Kommunes byråd skal afgøre, hvem der fremover får brandslukningsopgaverne i kommunen. “Vi er som kommunalt ansatte blevet holdt helt ude af processen og møder en totalt lukkethed fra vores nye brandchef”, siger formanden for brandmandsforeningen, Leon Jensen.

Brandvæsen

Foreslår nedlæggelse af to brandværn

Nedlæggelse af de frivillige brandværn i Stepping og Aller samt en inddragelse af det frivillige beredskab i Koldings autosprøjte. Det kan blive resultatet af en større sparerunde i Kolding Kommune, hvor beredskabet i alt skal komme med forslag til besparelser på godt 2,5 mio. kr. Ifølge beredskabet vil en realisering af spareforslagene uden tvivl medføre serviceforringelser, men det samlede beredskabsniveau i kommunen sættes ikke over styr.

Præhospital

Region: Maksimale responstider er ikke pengene værd

Regeringens plan om at indføre en maksimal responstid for ambulanceudrykninger vil være en kæmpe opgave for beredskabet, og samtidig er det ikke pengene værd at få responstiden for de sidste udrykninger bragt ned på under 15 minutter. Det siger direktøren for anæstesien i Nordjylland, Flemming Knudsen. “Hvis Anders Fogh Rasmussen mener, at alle udrykninger skal være fremme inden et kvarter, så skal antallet af ambulanceberedskaber øges betydeligt. Det krav kan vi slet ikke overholde med de ressourcer, der er i dag”, siger Flemming Knudsen.

Google Streetview
Brandvæsen

Brandstation i Bækmarksbro bevares

Brandstationen i Bækmarksbro overlever. Det vedtog politikerne i Lemvig Kommunes beredskabskommission på sit seneste møde, og dermed tyder det på, at opgaven med at slukke brande i den sydlige del af kommunen vil fortsætte som hidtil. “Vi har diskuteret de forskellige modeller, men har bestemt at fastholde en hjælpestation i Bækmarksbro”, siger borgmester Erik Flyvholm (V), der også er formand for beredskabskommissionen.

Autohjælp

Dræbt i sammenstød med ladvogn

Den 20-årige fører af en Chevrolet Astro Van mistede livet, da han natten til lørdag med stor fart kolliderede med en ladvogn fra Dansk Autohjælp. Ulykken skete omkring kl. 01.30 ved Haslev, hvor de to køretøjer af ukendte årsager kolliderede frontalt. Ifølge vidner havde den 20-årige foretaget flere hasarderede overhalinger på strækningen. Ved sammenstødet blev den 20-årige fastklemt, og han måtte frigøres af redningsmandskabet. Han var formentlig dræbt på stedet. Føreren af ladvognen blev alvorligt kvæstet.

Præhospital

12.371 patienter ventede over 15 min. på ambulancen

Falcks ambulancer er fremme ved ulykkesstedet efter otte minutter og 18 sekunder i gennemsnit. Dermed opfylder Falck fuldt ud sine aftaler med de danske regioner. Tallet dækker dog over store regionale og lokale forskelle. Det seneste år tog det i 12.371 tilfælde længere end 15 minutter fra Falck modtog en alarm fra 112, til ambulancen med Falck-reddere nåede frem. Det svarer til 7,44% af de 166.271 gange, Falck rykkede ud med blå blink. Dermed kan det blive dyrt – og måske ligefrem umuligt – at gennemføre regeringens nye målsætning om en maksimal responstid på 15 minutter.