Præhospital

Evalueringsrapport giver lunken anbefaling af akutlægehelikoptere

Erfaringerne fra det første år med akutlægehelikopteren i Ringsted er blevet grundigt evalueret i en ny rapport fra Dansk Sundhedsinstitut. Rapporten peger på, at lægehelikopteren har sikret en markant hurtigere behandling for de patienter, der er blevet fløjet til Rigshospitalet, nemlig alvorligt tilskadekomne og patienter med blodprop i hjertet. Især traumepatienterne har gavn af den hurtigere behandling, der har nedsat deres dødelighed markant. For patienter med blodprop i hjernen, der er blevet fløjet til Roskilde Sygehus, har lægehelikopteren imidlertid givet væsentligt længere transporttid, end hvis patienterne var blevet transporteret med ambulance. Men det store problem er omkostningerne, hvor hver flyvning koster 35.000 kr. og hvert reddet leveår dermed kommer til at koste op til 215.000 kr.

Brandvæsen

Underskud på 2 mio. kr. hos Bornholms Brandvæsen

Bornholms Brandvæsen er kommet ud af 2011 med et underskud på 2 mio. kr., efter at brandvæsenet har brugt omkring 20 % mere end budgettet på 9,7 mio. kr. Brandvæsenet har ikke nogen forklaringen på det store underskud, men man vil nu undersøge, hvor pengene forsvinder hen. I første omgang bliver konsekvensen af underskuddet, at brandstationen i Åkirkeby ikke får en ny tanksprøjte.

Præhospital

Region Syddanmark forlænger ambulancekontrakt med Falck

Det næste udbud af ambulancekørslen i Region Syddanmark bliver udskudt et år. Ifølge BeredskabsInfos oplysninger har Region Syddanmark således besluttet at gøre brug af en option i regionens kontrakter med Falck, således at kontrakterne på både ambulancekørsel, liggende sygetransport og drift af AMK-vagtcentralen forlænges. Falck skal nu stå for driften frem til den 1. september 2014.

Brandvæsen

Sparekrav får Beredskabsstyrelsen til at nedlægge IT-system

Den nye politiske aftale om redningsberedskabet i 2012 indebærer, at Beredskabsstyrelsen skal spare. En af konsekvenserne bliver, at Beredskabsstyrelsen afvikler et IT-system, som kommunerne anvender til at registrere brandsyn. Systemet, ODIN-brandsyn, er reelt blevet nedlagt med omgående virkning, for Beredskabsstyrelsen vil undlade at lave de tilretninger, som er nødvendige efter at den særlige brandsynsbekendtgørelse blev ændret den 10. januar 2012.

Præhospital

Reddere igangsætter undersøgelse af pris og effekt i det præhospitale beredskab

Hvordan er sammenhængen mellem pris og effekt for de mange forskellige typer enheder, som efterhånden indgår i det præhospitale beredskab? Det spørgsmål vil 3F og Reddernes Udviklingssekretariat gerne have svar på, og derfor vil man nu samarbejde med Dansk Sundhedsinstitut om en undersøgelse, der skal sammenligne pris og effekt for traditionelle ambulancer, paramedicinerbemandede ambulancer, akutbiler, anæstesisygeplejerskebemandede akutbiler, lægebiler samt akutlægehelikoptere. Målet er at få et retvisende sammenligningsgrundlag.

Brandvæsen

Middelfart Brandvæsen og Falck forventer nært samarbejde i nyt bofællesskab

Tirsdag flytter Falcks ambulanceberedskab i Middelfart officielt ind på brandstationen i Middelfart, hvorefter Falck nedlægger sin egen station. Både Middelfart Kommune, brandvæsenet og Falck ser frem til den nye hverdag med ambulancetjeneste og brandvæsen under samme tag, og forventningen er, at det vil styrke det samarbejde, som i forvejen kendes fra skadestederne, og at man kan samarbejde i forbindelse med både øvelser og faglige drøftelser.

Brandvæsen

Beredskabsstyrelsen og Randers Kommune er uenige om ny dimensionering

Har den nye dimensionering af beredskabet i Randers Kommune, som trådte i kraft ved årsskiftet, medført en ”ikke ubetydelig svækkelse” af beredskabet? Det mener Beredskabsstyrelsen, men Randers Kommune er lodret uenig. Den nye dimensionering indebærer blandt andet, at brandstationen i Kristrup er nedlagt, at en autosprøjte og tankvogn i Randers er fjernet, og at der til ABA-alarmer og mindre brande rykkes ud med en meget reduceret udrykning bestående af holdleder og en enkelt brandmand.

Brandvæsen

Ringsteds brandstation er nu blevet solgt

Ringsted Brandvæsen holder stadig til på brandstationen på Køgevej i Ringsted, men nu er bygningen blevet solgt. Faktisk har brandstationen været i udbud to gange, men den første runde gav ikke nogen tilbud, som kommunen kunne acceptere. I anden omgang har kommunen accepteret et tilbud på 1,3 mio. kr., som dog er 0,3 mio. kr. lavere end kommunen havde budgetteret med. Den nye ejer overtager brandstationen om et halvt års tid, hvor brandvæsenet flytter til Rønnedevej.

Præhospital

Lægehelikopter i Ringsted får udvidet dækningsområdet

Fra februar ellers marts skal akutlægehelikopteren i Ringsted formentlig også dække Langeland samt Ærø og andre øer i Det Sydfynske Øhav, der ikke har broforbindelse. Det er resultatet af en henvendelse fra Region Syddanmark til de to sjællandske regioner, der sammen med Trygfonden står for driften af akutlægehelikopteren. Også Sundhedsministeriet, der senere på året ventes at overtage finansieringen af lægehelikopteren, er med på, at dækningsområdet udvides.

Præhospital

Læger: Region Sjælland svigter sit ansvar

Lægernes kritik af Region Sjællands beslutning om ikke længere at anvende akutlægebiler er fortsat skarp. Nu kritiserer formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, regionen for at være for langsom til at starte den monitorering og evaluering af det præhospitale beredskab, som var en af forudsætningerne for beslutningen om at afskaffe lægebilerne, og Lægeforeningen appellerer til Sundhedsstyrelsen om at gribe ind overfor Region Sjælland.