Autohjælp

Dansk Autohjælp: Nødvendigt at tilpasse kapaciteten

Dansk Autohjælp havde i 2010 et meget højt aktivitetsniveau på grund af den hårde vinter, og derfor har det været nødvendigt at tilpasse kapacitetsniveauet i 2011. Det fortæller adm. direktør Niels Krag Printz fra Dansk Autohjælp, som oplyser, at antallet af assistancer i 4. kvartal faldt med hele 38 procent, og at det gav behov for en række besparelser på Dansk Autohjælps hovedkontor og på stationerne.

Præhospital

Paramediciner afløser læge i sommerferien

En akutbil bemandet med en paramediciner skal i sommerferien afløse den lægebil, som Forsvaret normalt rykker ud med fra Oksbøllejren. På grund af besparelser i Forsvarets Sundhedstjeneste vil lægebilen fremover holde ferielukket i 72 døgn om året, herunder i uge 29-31, og i en prøveperiode skal akutbilen derfor dække beredskabet med base på brandstationen i Oksbøl. Senere vil Region Syddanmark tage stilling til, om der skal etableres en permanent afløserordning.

Autohjælp

Dansk Autohjælp-station i dyb krise

Selskabet bag en af Dansk Autohjælps største stationer, Dansk Autohjælp Vestegnen i Glostrup, er i en så dyb krise, at ejerne vurderer, at der er ”betydelig tvivl” om selskabets mulighed for at overleve. Det sker efter et katastrofalt 2011, hvor selskabet tabte hele sin egenkapital. Ifølge ledelsen skyldes de økonomiske problemer, at Dansk Autohjælp har besluttet at nedsætte afregningen pr. assistance, og dermed har et uændret antal assistancer resulteret i mærkbart lavere indtægter.

Brandvæsen

Ringsted Brandvæsen flyttede til ny station

Torsdag aften flyttede Ringsted Brandvæsen fra den gamle brandstation på Køgevej til nyindrettede lokaler på Rønnedevej, hvor brandvæsenet i forvejen har administration og lager. Flytningen har været i gang i længere tid, men torsdag var det udrykningsberedskabets køretøjer og udstyr, som for sidste gang forlod Køgevej.

Brandvæsen

Faxe Kommune vil investere 4,5 mio. kr. i drejestige eller redningslift

Faxe Kommune melder sig nu blandt det stigende antal kommuner, som ønsker at udvide beredskabet med enten en drejestige eller en redningslift. I Faxe er det påhængsstigerne i Haslev og Faxe, der ønskes udskiftet med et nyt højderedningskøretøj til omkring 4,5 mio. kr. Køretøjet skal dække hele kommunen. Det nye køretøj er den største ændring i den nye dimensioneringsplan for kommunen, der dog også lægger op til, at udrykningssammensætningerne i højere grad end i dag skal differentieres. Og så er det uklart, om det planlagte samarbejde med Stevns Kommune bliver til noget, for måske vælger Faxe Kommune at samarbejde med Næstved Kommune i stedet.

Præhospital

Pris til 7-årig for heltemodig gerning

Den 7-årige Markus Lund Ludvigsen fra Bjerringbro blev lørdag tildelt prisen Den Gyldne Sofus, som Falck i samarbejde med Børneulykkesfonden hvert år uddeler til et barn eller børn, som har gjort en særlig heltemodig gerning og hjulpet et andet menneske i nød. Markus Lund Ludvigsen fik prisen for at have handlet resolut, da hans far den 11. februar blev slået omkuld af et væltende træ i skoven.

Autohjælp

SOS International overtager Dansk Autohjælp

Konkurrencen på det danske marked for beredskabsydelser bliver nu kraftigt intensiveret, efter at SOS International overtager Dansk Autohjælp. SOS International driver i forvejen akutlægehelikopteren i Karup, og med købet af Dansk Autohjælp får man adgang til et landsdækkende stationsnet. Selskabet bebuder da også, at man over tid vil tilbyde en bredere produktpalette.