Foto: Rigspolitiet
Brandvæsen

DR: Vi levede op til beredskabsforpligtelser under storm

Svigtede DR sine beredskabsforpligtelser under oktober-stormen ved først at rapportere om stormen, da den nåede de tættere befolkede områder? Ikke ifølge DR selv, som understreger, at alle politiets beredskabsmeddelelser blev udsendt – og at der slet ikke blev modtaget nogen beredskabsmeddelelser fra politiet i Vest- og Sydjylland under stormen.

Præhospital

Opdeling af ambulanceudbud skal give mere konkurrence i Syddanmark

Det kommende udbud af ambulancekørslen i Region Syddanmark vil blive opdelt i fire geografiske pakker. Det skal sikre mere konkurrence om opgaven, da nye og mindre ambulanceoperatører vil få bedre mulighed for at byde, hvis der ikke – som ved seneste udbud – skal bydes på hele regionen. I de enkelte områder vil akutlægebiler og den liggende sygetransport indgå i samme kontrakt som ambulancekørslen. For at fremme konkurrencen vil regionen desuden gå over til den såkaldte beredskabsmodel.

Brandvæsen

Politiet: Lokalt forankret indsats skal løse problemer med angreb på brandfolk

Problemerne med angreb på brandvæsen og politi i udsatte boligområder løses bedst gennem en lokalt forankret indsats – og ikke gennem en landsdækkende indsats. Det mener Rigspolitiet, som på baggrund af en rundspørge til politikredsene mener, at der lokalt gøres en betydelig indsats for at håndtere problemstillingen. Indsatsen omfatter både polititilstedeværelse i de udsatte områder og samarbejde med de lokale brandvæsener.

Brandvæsen

Ny udgave af retningslinjer for indsatsledelse

Beredskabsstyrelsen har i samarbejde med andre relevante myndigheder revideret ”Retningslinjer for indsatsledelse” (REFIL), som beskriver de overordnede ledelsesmæssige forhold og samarbejdsprincipper for redningsindsatser i Danmark. REFIL udstikker rammerne for såvel dagligt forekommende indsatser som for større og mere komplekse hændelser og omhandler en række beredskabsaktører, primært politiet, redningsberedskabet og sundhedsberedskabet, men også andre, der kan indgå i den samlede redningsindsats.

Præhospital

Forsvarsministeriet overtager ansvaret for SAR i Grønland

For at forenkle og styrke beredskabet i Grønland er det besluttet, at Forsvarsministeriet den 1. januar 2014 får overdraget ansvaret for søredning og flyveredning (Search and Rescue) i Grønland. Denne ressortoverførsel betyder, at det fremover vil være nemmere for Forsvarsministeriet at koordinere beredskabet. Der skal desuden oprettes et nyt redningshelikopterberedskab til eftersøgnings- og redningsoperationer i Grønland.

Brandvæsen

Kystredningstjenesten får bedre udstyr

Rønne og Skagen får nye redningsstationer, mens andre kystredningsstationer kan glæde sig til nye hurtige både og terrængående biler. Kystredningstjensten overgik til Søværnet i 2011, da Farvandsvæsenet blev nedlagt, og derfor er det forsvaret, der har fået travlt med at erstatte nedslidte faciliteter og skibe. Samtidig dimensioneres Kystredningstjenesten på materielsiden, så den bedre kan varetage opgaverne og samtidig opfylde fremtidens hensyn til energi og miljø.

Brandvæsen

Indsatsplaner for oversvømmelse skal hjælpe kommuner

En indsatsplan for oversvømmelse er et værktøj, som kommunerne kan bruge til at skabe kontrol over situationen, når oversvømmelsen rammer, og KL har udgivet en pjece, som skal hjælpe kommunerne på vej. Baggrunden er blandt andet Det Nationale Risikobillede, hvor Beredskabsstyrelsen peger på kraftig regn og skybrud som én ud af 10 hændelsestyper, som kan medføre større ulykker og katastrofer i Danmark. Kraftig regn og skybrud kan føre til oversvømmelser, som brandvæsenerne har ansvaret for at afhjælpe og begrænse, men pjecens budskab er, at den klimaberedte kommune kan forberede sig på, hvordan den vil sikre, at samfundets vitale funktioner fungerer under oversvømmelser.

Brandvæsen

Beredskab fortsat i skudlinjen efter dødsbrand

Kritikken mod det bornholmske beredskab stiger efter dødsbranden i Aakirkeby. Ved branden måtte de lokale brandfolk anvende stiger fra tililende naboer, ligesom brandfolk måtte løbe fra brandstationen til brandstedet, fordi der ikke var plads i beredskabets nye HSE. Nu kritiseres Bornholms Brandvæsen for at have en dobbeltrolle, fordi brandvæsenet har stået for at vurdere indsatsen fra det beredskab, som brandvæsenet selv har dimensioneret. Samtidig tilbyder en lokal forretningsmand købe en autosprøjte til brandstationen i Aakirkeby, mens trusler om opsigelser fra store dele af øens brandfolk udløser et krisemøde med politikerne.

Præhospital

Region Syddanmark vil hjemtage vagtcentralen

Når ambulancekørslen i Region Syddanmark skal i udbud, så vil det ikke længere skulle være Falck, som står for disponering af ambulancer og akutlægebiler på AMK-vagtcentralen i Odense. I dag betaler regionen ca. 9 mio. kr. om året til Falck for at 15-18 medarbejdere sørger for den tekniske disponering af det præhospitale beredskab, men regionen vurderer, at det skader konkurrencen, hvis kommende tilbudsgivere på ambulancekørslen risikerer, at det er en af deres konkurrenter, som skal have ansvaret for at disponere deres ambulancer.

Brandvæsen

FOA: Behov for færre selvstændige beredskaber

Beredskabet kan organiseres mere rationelt, og der kan spares ressourcer ved at sammenlægge og samordne de nuværende 87 beredskaber til færre. Det mener fagforeningen FOA, som i et nyt oplæg om fremtidens beredskab påpeger, at der ved en sammenlægning af beredskaber kan spares på det organisatoriske og ledelsesmæssigt niveau – samtidig med at der kan opnås et kvalitetsløft ved større enheder og dermed mulighed for bedre uddannet og trænet personale.