Nyhedsoversigt
Folketinget holder stor høring om fremtidens beredskab
Onsdag gennemfører Folketingets Forsvarsudvalg en stor høring om fremtidens beredskab. Målet med høringen er at undersøge den aktuelle status for det danske beredskab og se fremad mod kommende udfordringer. Under høringen vil en række eksperter også dykke ned i emner som trusselsbilledet, sikkerhedsmæssige udfordringer og hvordan samfundet bedst griber sine beredskabsopgaver an.
Brandvæsen fik overskud på 18 mio. kr.
Det fælleskommunale Hovedstadens Beredskab kom ud af 2023 med et overskud på hele 18,1 mio. kr. Det er markant mere end ventet, og det skyldes blandt andet, at beredskabet øgede indtægterne med 16 mio. kr. Det dækker dels over, at salget af ambulancer og udstyr til Region Hovedstadens indbragte godt 5 mio. kr., dels at ABA-alarmerne gav ekstra indtægter på 9 mio. kr.
Akutberedskab får 10 mio. kr. til præhospital forskning
Region Hovedstadens Akutberedskab og Herlev Hospital har modtaget en bevilling på 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til et præhospitalt forskningsprojekt. Konkret skal pengene bruges til at forske i, hvordan de fagprofessionelle kan øge erkendelsen og forbedre vejledningen i hjertelungeredning, når borgerne ringer 1-1-2 ved hjertestop.
Overvejer hjemtagning af to brandstationer
Frem til udgangen af 2026 står Falck for driften af brandstationerne i Præstø og Stege. Men hvad der derefter skal ske, er usikkert. Det fælleskommunale Midt- og Sydsjællands Brand & Redning havde lagt op til at gennemføre et udbud af opgaven, men Vordingborg Kommune – hvor brandstationerne ligger – vil i den kommende tid overveje, om man i stedet ønsker en hjemtagning.
Varslingssirener og ny mobilvarsling testes onsdag kl. 12
Traditionen tro testes de danske varslingssirener kl. 12 på den første onsdag i maj. I år vil der også – for kun anden gang – blive gennemført en test af varslingssystemet S!RENEN, der vil sende test-advarsler ud til mobiltelefoner. Alle nyere mobiltelefoner burde automatisk modtage advarslen, der distribueres via en indbygget funktionalitet i telefonens styresystem.
Reddere: Ny uddannelse er en katastrofe for vores fag
UCN har fået godkendt en ny paramedicineruddannelse på bachelorniveau. Men det er et skridt i den helt forkerte retning og en katastrofe for faget. Det mener Reddernes Landsklub, som vurderer, at man i fremtiden vil se en skævvridning i rekrutteringen og en skævvridning i opgaveløsningen, hvor ambulancebehandleruddannelsen vil blive voldsomt devalueret.
Har behandlet fem sager om politifolks uberettigede udrykningskørsel
En konfliktforhandler, som kørte udrykningskørsel i sin private bil i en sag, hvor en borger havde forskanset sig i en lejlighed med adskillige knive. En politiansat, som kørte 86 km/t i en zone med hastighedsbegrænsning på 60 km/t på vej til en selvmordstruet borger. Og en politiansat, der blev blitzet under en eftersættelse, men blev i tvivl om, hvilken bil han eftersatte. Det er blandt sagerne, som Politiklagenævnet har behandlet i 2023.
Beredskabsdirektør fratræder
Direktøren for Midtjysk Brand & Redning, Klaus Vibe Hebsgaard, fratræder stillingen efter ni år. Ifølge formanden for beredskabskommissionen skyldes det, at der er ”behov for nye ledelsesmæssige øjne” i det fælleskommunale beredskab, som dækker Viborg og Silkeborg kommuner. Viceberedskabschef Lasse Clemensen er konstitueret som beredskabschef.
Brandmændenes OL kommer til Aalborg
(Sponsoreret indhold). Fra den 7. til 14. september 2024 vil brandmænd fra hele verden fylde idrætsanlæg og centrale pladser i Aalborg, når The World Firefighters Games 2024 bliver holdt i den nordjyske hovedstad. I øjeblikket er der tilmeldte fra 51 forskellige nationer. Arrangørerne forventer, at der vil være mellem 2.000 og 3.000 deltagere.