
Nyhedsoversigt



Brandvæsenerne havde 567 nytårsudrykninger – og blev beskudt 17 gange
Landets brandvæsener havde i alt 567 udrykninger i nytårsdøgnet, hvilket er en del mere end de 400 udrykninger, som der er på en normal nytårsaften. Desværre blev brandfolkene også angrebet med fyrværkeri i 17 tilfælde, ligesom flere udrykninger måtte aflyses på grund af det, som brandvæsenet beskriver som ”uroligheder”.

Dømt for at opbevare kilovis af fyrværkeri på privatadresser
En midaldrende mand fra Østjylland er blevet idømt en bøde på 80.000 kr. for ulovligt at have opbevaret store mængder lovligt, ulovligt og hjemmelavet fyrværkeri på to privatadresser i Østjylland. Sagen startede, efter at politiet havde fået et tip fra en borger, og politiet opfordrer nu borgere til at henvende sig, hvis de har kendskab til opbevaring af ulovligt fyrværkeri.

Ny indsatsledervogn til Beredskab Fyn
Beredskab Fyn har sat en ny indsatsledervogn i drift på stationen i Odense. Det er en VW Tiguan, som erstatter en ældre Volvo XC 60. Køretøjet er af samme type, som tidligere er blevet indkøbt i 2017. Der har dog ved denne opbygning været mere fokus på brugen af taktisk tavle, og det er planen, at de tidligere indkøbte indsatsledervogne skal opgraderes på dette punkt.

Forsvaret: Nødraketter er til nødsituationer – ikke til sjov
Nødraketter er 112 til søs, men igen i år har Forsvarets Operationscenter indsat helikoptere eller redningsbåde efter at have fået anmeldelser om nødraketter, der i sidste ende viste sig ikke at være tegn på en ulykke. I værste fald kan nødraketter, der bliver fyret af uden grund eller for sjov, tage ressourcerne fra redningsoperationer, hvor folk har brug for hjælp.

Brandmand ramt af fyrværkeri – politiet kører nu med på alle brandudrykninger
En brandmand fra Hovedstadens Beredskab blev søndag morgen ramt i ansigtet af fyrværkeri. Han måtte behandles på skadestuen, men slap uden alvorlige skader. Ingen er blevet anholdt i sagen, som imidlertid har fået Københavns Vestegns Politi til at beslutte, at politiet så vidt muligt kører med, når brandvæsenet rykker ud.

Borgerne i nød kan fremover sende videoer til vagtcentralen
Region Hovedstadens AMK-vagtcentral kan fremover bede borgere, der ringer 112, om at sende en video. Videoerne bliver brugt til at sikre den rette førstehjælp og behandling. Erfaringerne fra et forsøgsprojekt viser, at det med videoerne bliver konstateret, at patientens tilstand er mere kritisk end antaget i 11 pct. af tilfældene, og mindre kritisk i 35 pct. af tilfældene.

Problem med fartbøder til brand- og ambulancefolk ventes løst i starten af 2020
I starten af det nye år forventer Rigspolitiet, at der er fundet en løsning på problemet med, at brand- og ambulancefolk får bøder, når de under udrykning fotograferes af de nye stærekasser. Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup. Løsningen vil ifølge Rigspolitiet bestå i ”en administrativt enklere procedure”.

Nye isolationsenheder til transport af patienter med smitsomme sygdomme
Præhospitalet i Region Midtjylland har købt to isolationsenheder, EpiShuttle, der skal bruges til at flytte patienter med symptomer på særligt alvorlige smitsomme sygdomme som f.eks. SARS, MERS, Ebola og lungepest. EpiShuttle er et medicinsk isolations- og transportsystem, som er designet til optimal sikkerhed ved transporten.