
Nyhedsoversigt


Håber at frivillige følger med over til ny førstehjælperordning
Hidtil har omkring 2.400 frivillige været tilknyttet førstehjælperordningen Danmark Redder Liv, som blev nedlagt ved månedsskiftet. Hos Region Sjælland betegner man ordningen som banebrydende for det frivillige arbejde ved hjertestop, og regionen håber, at de mange frivillige vælger at overgå til regionens nye ordning, som er den nu landsdækkende Hjerteløber-ordning.

20-årig skal i retten for ulykke der dræbte Falck-redder
Mandag starter retssagen mod en 20-årig mand, der i 2018 påkørte en skiltevogn fra Falck på Vestmotorvejen. Ved ulykken blev en 63-årig redder dræbt. Den 20-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab og for overtrædelse af færdselsloven, og vurderingen er, at han på ulykkestidspunktet kørte op til 129 km/t.

Sjællandske vagtcentraler kan være på vej mod sammenlægning
Vagtcentralerne hos Vestsjællands Brandvæsen og Midt- og Sydsjællands Brand & Redning kan være på vej mod en sammenlægning. Det er ellers mindre end et år siden, at de to beredskaber konkluderede, at planerne om en sammenlægning skulle skrinlægges, men med Lejre og Sorø kommuners udtræden af Vestsjællands Brandvæsen har situationen ændret sig.

Ny beredskabschef i Lejre Kommune
Ved årsskiftet får Lejre Kommune igen sit eget brandvæsen, efter at kommunen har besluttet at udtræde af det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen. Chefen for det nye brandvæsen bliver den 55-årige Niels Rasmussen, som de sidste 20 år har arbejdet med brand og beredskab. Han kommer til Lejre Kommune fra et job som forebyggelseschef i Roskilde Brandvæsen.

Hjerteløber-ordningen dækker nu hele landet
Fra i dag er Region Syddanmark en del af Hjerteløber-ordningen. Det betyder, at de 8.820 syddanskere, der allerede har tilmeldt sig ordningen, via deres smartphone nu kan blive kaldt ud til hjertestop i deres nærområde – og i resten af landet, hvis de befinder sig uden for regionen. Region Sjælland bliver også en del af Hjerteløber-ordningen i dag, og dermed dækker ordningen hele Danmark.

Ambulancer har fået nye opgaver under corona-krisen
Ambulancepersonalet i Region Midtjylland har fået nye opgaver og andre arbejdsvilkår i forbindelse med corona-epidemien. En række patienter bliver i øjeblikket visiteret til indlæggelse med ambulance på baggrund af symptomer, som kan skyldes COVID-19, men ambulancepersonalet vurderer på stedet, om patienterne skal indlægges eller kan blive i eget hjem.


Mobile autoværn skal øge sikkerheden ved ulykker på Storebæltsbroen
Fire mobile autoværn skal øge sikkerheden på Storebæltsbroen, først og fremmest i forbindelse med ulykker. Med de mobile autoværn vil trafikken hurtigt kunne ledes over i den modsatte vejbane, når der sker et uheld, eller hvis der er større vejarbejder på broen. I dag tager det mindst fire timer at flytte trafikken over i modsat vejbane. Med de mobile autoværn kan det gøres på ca. 30 minutter.

Planlægger ny brandstation i Herlufmagle
Midt- og Sydsjællands Brand & Rednings brandstation i Herlufmagle skal formentlig flytte til nye lokaler. Den nuværende brandstation har ikke plads til bade- og toiletfaciliteter eller muligheder for vask af beskidt indsatsmundering, men ved at flytte til lokaler på naboejendommen kan brandfolkene få moderne faciliteter – og mere end dobbelt så meget plads.