En 8-årig dreng blev onsdag eftermiddag genoplivet af livreddere efter en drukneulykke ved Amager Strandpark. Drengen blev fundet livløs på havbunden, men fik ilt og hjertemassage af fire tilkaldte livreddere. Vidner har efterfølgende givet udtryk for, at der gik meget lang tid, inden ambulancen nåede frem, men ifølge Region Hovedstaden kan den præcise responstid ikke fastlægges – blot, at der gik mindst 10 minutter.
Det var ifølge Ekstra Bladet vidner til ulykken, som tilkaldte livredderne, og drengen havde formentlig ligget nogle minutter på havbunden, inden han blev reddet ind.
”Han fik ilt og hjertemassage og blev genoplivet, men jeg kender ikke hans tilstand. Vi havde en patrulje på et rescue-board (surfboard, red.) derude. Der var fire livreddere involveret i indsatsen, og de har gjort et godt stykke arbejde, som jeg er stolt af”, siger serviceleder for kystlivredderne Bjarke Rasmussen til Ekstra Bladet.
Hos Københavns Politi kender man ikke til drukneulykken, da man ikke er blevet underrettet af alarmcentralen eller AMK-vagtcentralen. Derfor blev der heller ikke sendt politi til stedet.
Vidner har kritiseret responstiden for akutlægebil og ambulance, og det ligger da også fast, at responstiden lå væsentligt over gennemsnittet på godt 6½ minut. Men præcis hvor lang tid, der gik, kan tilsyneladende ikke fastlægges. Københavns Brandvæsens alarmcentral oplyser til Ekstra Bladet, at man videregav alarmen til Region Hovedstadens AMK-vagtcentral kl. 15.48, men man må ikke oplyse, hvornår alarmen indløb.
Ifølge avisen viser oplysningerne fra Region Hovedstaden, at der er gået mindst 10 minutter fra 112-opkaldet, til ambulancen var fremme. Men direktøren for det præhospitale område i Regionen, Freddy Lippert, kender ikke årsagen til, at den konkrete udrykning havde en længere responstid end gennemsnittet på 6,38 minutter.