Kommune opgiver at få fyret beredskabschef til at dække tab

Brandstationen i Kirke Hyllinge.

Lejre Kommune fik ulovlig statsstøtte, da den daværende beredskabschefs sønner blev sendt på en række kurser hos Beredskabsstyrelsen. Det har Beredskabsstyrelsen afgjort, efter at Lejre Kommune har erkendt, at de pågældende ikke havde en ansættelseskontrakt med beredskabet. Konsekvensen er, at kommunen skal betale 94.000 kr. til Beredskabsstyrelsen, men kommune har opgivet at hente pengene hos den nu fyrede beredskabschef.

Fra 2010 til 2013 var den daværende beredskabschefs to sønner på en lang række kurser hos Beredskabsstyrelsen. Ved tilmeldingen oplyste Lejre Beredskab, at de to var ansat i beredskabet, og dermed skulle beredskabet alene betale for ophold og forplejning – og ikke for selve kurserne.

Efterfølgende har det imidlertid vist sig, at beredskabschefens to familiemedlemmer ikke reelt var ansat i Lejre Beredskab. I et svar til Beredskabsstyrelsen har Lejre Kommune dog anført, at de to i ODIN-systemet var registreret som ”brandpersonale”, men styrelsen vurderer, at der ikke har været tale om et egentligt ansættelsesforhold, hvilket understreges af, at der ikke var udarbejdet ansættelseskontrakter.

Uretmæssig statslig støtte

I afgørelsen fra Beredskabsstyrelsen konkluderer styrelsen, at ”Lejre Kommune uretmæssigt har oppebåret statslig 20støtte til uddannelsesaktiviteter”, ligesom styrelsen betegner Lejre Beredskabs oplysninger om ansættelsesforholdet som ”urigtige”. Derfor skal kommunen tilbagebetale differencen mellem kurserne normalpris og den særlige rabatpris, der gælder for ansatte i beredskabet. I alt drejer det sig om godt 94.000 kr.

Hos Lejre Kommune har kommunaldirektøren besluttet, at kommunen ikke kan bestride Beredskabsstyrelsens afgørelse, og derfor har kommunen tilbagebetalt beløbet til styrelsen – en betaling, der dækkes af beredskabets driftsbudget.

Samtidig har kommunen besluttet, at man ikke vil forsøge at få beredskabschefen – der blev fyret i oktober 2014 – til at dække tabet på de 94.000 kr. Kommunen vurderer nemlig, at et erstatningskrav ikke vil kunne gøres gældende, fordi beredskabschefen ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Annonce