Frivillige lavede happening under møde i beredskabskommission

I alt 15 frivillige fra Stevns Brandvæsen var mandag eftermiddag mødt frem på beredskabsgården i Store Heddinge, hvor de i protest mod dårlige samarbejdsforhold gennemførte en stille happening, mens Stevns Kommunes beredskabskommission holdt møde. Og på mødet blev det da også besluttet, at den nytiltrådte beredskabschef i løbet af den næste måned skal lave et udkast til en strategi for det frivillige arbejde i beredskabet.

De frivillige ved Stevns Brandvæsen har gennem længere tid været utilfredse med samarbejdet med brandvæsenets ledelse, og de frygter, at en manglende fokus på det frivillige beredskab er udtryk for, at beredskabet ønskes nedlagt.

I forbindelse med mandagens møde søgte de frivillige så at få ledelse og politikeres opmærksomhed ved en ”redningsaktion”, hvor de frivillige forsøgte at genoplive samarbejdet i form af en dukke. Håbet var, at protesten ville føre til et dialogmøde med ledelsen eller beredskabskommissionen.

”Vi bliver nødt til at få fællesskabet og samarbejdet tilbage her på stationen. Vi er mange, der synes, at stemningen hernede efterhånden er blevet helt utålelig, og mange fortæller, at de ikke er særlig begejstrede for at være her mere – en del er oven i købet søgt væk herfra. Dén udvikling har ingen af os råd til fortsætter”, siger Heidi Hansen, som var en af initiativtagerne bag protesten, til Dagbladet Køge.

Efterfølgende kunne beredskabskommissionens formand, borgmester Poul Arne Nielsen, så fortælle de frivillige, at beredskabskommissionen på sit møde havde diskuteret sagen, og at der var enighed om, at beredskabschefen i løbet af den næste måned skal lave et udkast til en strategi for det frivillige arbejde.

”Det er naturligvis et problem – det er det alle steder – hvis en af parterne i det frivillige arbejde savner dialog. Derfor vil vi med udarbejdelsen af en strategi for de frivillige i beredskabet forsøge at genskabe den dialog, som de frivillige efterlyser”, siger Poul Arne Nielsen til Dagbladet.

Annonce