Embedslæge skal undersøge ambulancesag efter politianmeldelse

I sidste måned faldt en travkusk om på Charlottenlund Travbane. Den ambulance, der varetog beredskabet på travbanen, blev tilkaldt, men travkusken døde undervejs til sygehuset. Nu skal embedslægen undersøge sagen, efter at et konkurrerede ambulancefirma har anmeldt travbanens ambulancefirma til politiet under henvisning til, at redderne manglede uddannelse.

Det er Vallensbæk-firmaet Ignis et Aqua, som varetager beredskabet, når der er travløb på Charlottenlund Travbane. Derfor var det firmaets ambulance, der blev tilkaldt, da en travkusk i sidste måned faldt om med hjertestop. I mellemtiden ydede forbipasserende førstehjælp, og kusken kom atter til bevidsthed. I ambulancen mistede han imidlertid atter bevidstheden, og han var død ved ankomsten til Herlev Hospital, skriver lokalavisen Villabyerne.

Nu er Ignis et Aqua så blevet politianmeldt af et konkurrerende ambulancefirma. Det er sket under underhenvisning til, at de to ambulancefolk ikke havde den fornødne ambulanceredder-uddannelse, ligesom det konkurrerende firma undrer sig over, at Ignis et Aqua ikke tilkaldte hjælp fra en akutlægebil og over, at patienten blev kørt til Herlev Hospital, når både Gentofte Hospital og Rigshospitalet ligger tættere på Charlottenlund.

Direktøren for Ignis et Aqua, Steen Jensen, afviser påstanden om manglende uddannelse: “Jeg var den ene af de to i ambulancen den dag, og jeg er uddannet ambulanceassistent. Og min makker er behandleruddannet. Men i øvrigt har jeg tavshedspligt med hensyn til behandling af patienter”, siger han til Villabyerne.

Politiet har nu iværksat en efterforskning af sagen. ”Sagen om en eventuel manglende autorisation hos ambulancefolkene skal afgøres af embedslægen i Sundhedsstyrelsen. Nu undersøger han sagen og melder tilbage, hvis der skal rejses tiltale mod firmaet”, siger vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi til Villabyerne.

Der er hård konkurrence om at levere ambulanceberedskab til stævner og andre arrangementer, hvor omkring fire mindre firmaer sidder på størstedelen af markedet.

Annonce