Brandfolk er meget bekymrede over planlagte nedskæringer

Google Streetview
Brandstationen i Gilleleje. Arkivfoto

Brandfolkene hos Gribskov Brandvæsen, der har stationer i Helsinge og Gilleleje, ser med stor bekymring på kommunens forestående revision af dimensioneringsplanen for beredskabet. Planen vil nemlig indebære en række nedskæringer i brandvæsenet, som mister sin slangetender, ligesom overgangen til mindre tankvogne vil føre til, at den samlede vandmængde, som brandvæsenet kan fremføre, over en årrække vil være blevet reduceret med 11.000 liter.

Processen med at revidere dimensioneringsplanen for Gribskov Brandvæsen er ved at være nået så langt, at planen skal til politisk behandling i løbet af foråret.

I det foreliggende udkast til ny dimensioneringsplan bliver beredskabet på en række områder reduceret. Slangetenderen i Helsinge skal således nedlægges, og vandtankvognen i Gillleje – der har stor kapacitet – skal udskiftes med en mindre tankvogn, som vil kunne medbringe 5.500 liter vand mindre end den nuværende. Og det er især de ændringer, som bekymrer brandfolkene, fremgår det af en udtalelse, som det samlede brandmandskab på de to stationer har fremsendt til Gribskov Kommune.

Manglende slangetender vil give problemer i statsskove

Når det gælder nedlæggelsen af slangetenderen, så er det ikke kun brandfolkene, som er bekymrede. Ifølge brandfolkenes udtalelse er også statsskovfogederne Niels Erik Worm og Søren Agerlund Rasmussen, der har deres daglige gang i Tisvilde statsskovdistrikt og i særdeleshed i Tisvilde Hegn, bekymrede.

”Statsskovfogederne er blevet oplyst om, at brandvæsenets slangetender i 2013 sikkert ikke vil være til rådighed længere.  Slangetenderen er et vigtigt køretøj i forhold til bekæmpelse af skov- og naturbrand. Tisvilde Hegn er et særdeles attraktivt, men brandfarligt naturområde, og er omfattet af EU’s Natura 2000-ordning. Ved brand i dette område skal der gribes effektivt og slagkraftigt ind, og en slangetender er med den store slangemængde, pumper og de terrængående egenskaber et vigtigt køretøj i slukningsarbejdet”, skriver brandfolkene og fortsætter:

”Der kan umiddelbart ikke hentes assistance med slangetendere fra Frederiksværk eller Hillerød, da der ikke findes sådanne køretøjer på de nævnte brandstationer. Ved en brand på Gilleleje Havn kan der også blive brug for slangetenderens store længder slange for at udføre et slukningsangreb på de østlige moler i lystbådehavnen. At fjerne slangetenderen fra brandstationen i Helsinge er altså en svækkelse af det samlede redningsberedskab i Gribskov Kommune”.

Mindre slukningsvand på førsteudrykningen

Brandmandskabet i Gribskov er også bekymret over den store reduktion i mængden af slukningsvand på førsteudrykningen, som vil være en følge af dimensioneringsplanen.

Antallet af brandhaner i kommunen foreslås reduceret fra 650 til højst 75, men samtidig vil brandvæsenet kunne medbringe væsentligt mindre vand. Og det mener brandfolkene er i strid med beredskabslovens krav om, at der skal være tilstrækkelig vandforsyning til brandslukningsopgaverne.

”Det er ikke brandmandskabets opfattelse og erfaring, at en forestående reduktion af brandhanenettet samt små 8.000 liter kabinetankvogne er at sørge for en tilstrækkelig vandforsyning til brandslukning”, skriver brandfolkene.

Indtil for fem år siden havde Gribskov Brandvæsen faktisk to store vandtankvogne med hver 13.500 liter slukningsvand. Men i forbindelse med dimensioneringsplanen fra 2007 blev det besluttet at udfase den store vandtankvogn i Helsinge på grund af alder. Der blev ikke genanskaffet en stor vandtankvogn, og i stedet fik stationen en kabinetankvogn med en vandmængde på kun 8.000 liter.

”Nu er turen så kommet til vandtankvognen i Gilleleje. Denne vandtankvogn er også en stor vogn med 13.500 liter vand. Som i Helsinge er Gillelejes vogn moden til udskiftning pga. alder. Og i oplægget fra administrationen skal der til erstatning indkøbes endnu en kabinetankvogn med en tank på kun 8.000 liter. Fremført vandmængde i Gribskov Kommune bliver således reduceret med 11.000 liter vand i løbet af en 5 års-periode. Endnu en svækkelse af det samlede redningsberedskab i Gribskov Kommune”, påpeger brandfolkene overfor kommunen.

Kabinetankvogne er utilstrækkelige

Ifølge brandfolkene vil de to kabinetankvogne ikke være tilstrækkelige.

For der første er der ikke vandkanoner på kabinetankvognene, mens Gillelejes nuværende vandtankvogn er udstyret med en vandkanon, som er uovertruffen til bekæmpelse af f.eks. naturbrande – både markbrande og skovbrande.

For det andet er kabinetankvognene ikke udstyret med vejspuleaggregater, mens Gillelejes nuværende vandtankvogn er udstyret med et aggregat, der gør, at oliespild på lange strækninger kan bekæmpes hurtigt og effektivt. Alternativet er, at man manuelt må spule vejen med en brandslange, hvilket dog er både udmattende og unødigt tidskrævende.

Den manglende kapacitet vil desuden kunne medføre, at brandvæsenet løber tør for vand under skarpe indsatser. ”Ved en brand f.eks. på Østre Strandvej i Gillelejes gamle stråtækte bydel, kan en kabinetankvogn ikke sikre en tilstrækkelig vandmængde ved en brand i et stråtækt hus. Ved en brandslukningsopgave i det nævnte område vil det være naturligt at angribe branden og sikre de omkringliggende bygninger med en såkaldt BC-udlægning med 3 C-rør. En sådan slukningsindsats forbruger 700 liter pr. minut. Der skal ikke megen hovedregning til for at regne ud, at fremtidens slukningsenheder løber tør for vand efter 15 minuters slukning med en fremført vandmængde på kun 10.500 liter vand (sprøjtens 2.500 liter samt kabinetankvognens 8.000 liter). Assistancen fra Helsinge kan ikke nå frem inden for dette kvarter”, skriver brandfolkene, der mener, at en realistisk responstid fra Helsinge vil være 17-20 minutter, og den nuværende tankvogn har netop kapacitet til en kontinuerlig vandforsyning i mindst 20 minutter.

Foreslår store tankvogne eller tanksprøjter

Brandfolkenes forslag til Gribskov Kommune er, at slangetenderen i Helsinge bevares, og at man enten anskaffer en ny stor vandtankvogn til Gilleleje eller indsætter en ekstra tankvogn på grund af de særlige udfodringer i slukningsområdet.

En alternativ mulighed, som brandfolkene peger på, er at begge stationers autosprøjter opgraderes til tanksprøjter med en vandtank på 5.000 liter. I så fald vil man nemlig få en samlet kapacitet på 26.000 liter vand, og det anser brandfolkene for at være tilstrækkeligt.

Dimensioneringsplanen skal behandles af politikerne i løbet af foråret, hvorefter brandslukningen skal sendes i udbud,

Annonce