Foto: Rigspolitiet
Brandvæsen

Brandøvelse foregik ikke efter reglerne

Brandøvelsen på Kragskovhede, der i efteråret kostede tre frivillige brandfolk livet, foregik ikke efter reglerne. Det konkluderer Beredskabsstyrelsen i en rapport til politiet i Frederikshavn. Men det er endnu uvist, om lederen af øvelsen, beredskabschefen i Frederikshavn, bliver søgt straffet for overtrædelserne. Politiinspektør Stig Lundbo fra Frederikshavn Politi siger til Nordjyllands Radio, at Beredskabsstyrelsen har vurderet omstændighederne omkring ulykken, og af Beredskabsstyrelsens rapport til politiet fremgår det, at der er sket tilsidesættelser af diverse vejledninger og anvisninger under brandøvelsen.

Brandvæsen

Indsatsleder dræbt under nedstyrtet mur

Den 59-årige beredskabsinspektør Knud Møller fra Horsens Brandvæsen omkom, da han under en gårdbrand i Østbirk den 19. januar blev ramt af en væltende mur. Branden brød ud omkring klokken halv seks, da der gik ild i laden på en gård på Ryvej. Bygningen rummede blandt andet landejendommens maskiner og et oplag af halm. På et tidspunkt styrtede tagkonstruktionen sammen, og kort efter væltede den ene mur ned over indsatslederen, Knud Møller. Hårdt kvæstet blev han kørt til Horsens Sygehus, men var død ved ankomsten.