Fyringer af ambulancefolk trukket tilbage
Københavns Brandvæsen har trukket en bebudet fyring af ambulancefolk tilbage. Det sker, fordi Region Hovedstaden har bedt brandvæsenet om at køre den liggende sygetransport for regionen frem til 1. februar næste år. Efter en udbudsrunde af den akutte ambulancekørsel i regionen stod Københavns Brandvæsen ellers til at skulle nedlægge hele sin ambulancetjeneste, og knap 170 ansatte blev varslet afskediget. Senere blev 60-65 arbejdspladser sikret, da det svenske firma Samariten måtte opgive at køre den del, man havde vundet ved udbuddet. I stedet bad regionen Københavns Brandvæsen om at løse denne opgave.