Præhospital

Lægehelikopter får næppe flere landingspladser

I Nord- og Midtjylland er der i alt blevet etableret ni landingspladser til brug for akutlægehelikopteren i Karup. Men selv om der lokalt i Region Midtjylland er ønske om at få etableret flere landingspladser, så vil det formentlig ikke ske. For dels vurderer regionen, at man i dag har et rimeligt godt net af landingspladser, dels er det relativt dyrt at etablere en landingsplads. Den dyreste af de nuværende ni pladser kostede således 1 mio. kr., mens den billigste kostede 550.000 kr.

Politi

Region og politiet er uenige om 112-adresser

De seneste uger har nordjyske medier omtalt flere tilfælde, hvor politiets alarmcentraler angiveligt har afvist at sende en ambulance, fordi anmelderen ikke kunne opgive en præcis adresse. Det får nu Region Nordjylland til at kræve, at politiet straks viderestiller sundhedsfaglige samtaler til regionens vagtcentral, så vagtcentralen kan sende ambulancen af sted. Men politiet afviser, at alarmoperatørerne forlanger den nøjagtige adresse. ”Kender man ikke den nøjagtige adresse, så skal vi nok sende hjælp alligevel”, siger Steen Herlev Larsen, der er leder af Rigspolitiets 112-sekretariat.

Præhospital

Responstider i Nordjylland når rekordlavt niveau

I det seneste kvartal nåede den gennemsnitlige responstider for ambulancerne i Region Nordjylland ned på 8,39 minutter, og det er den laveste responstid siden den nye kontrakt mellem regionen og Falck trådte i kraft i 2010. Hvis man også indregner regionens akut- og paramedicinerbiler, falder responstiden til 7,59 minutter. Der er dog stor forskel på responstiden i de enkelte kommuner.

Præhospital

Midt- og nordjysk lægehelikopter har passeret 500 flyvninger

Region Midtjylland og Region Nordjyllands fælles akutlægehelikopter, der har base i Karup, har nu haft over 500 flyvninger, siden den blev sat i drift den 1. juni 2011. I alt nåede helikopteren at få 512 flyvninger i 2011, hvoraf de 401 var dagoperationer og de 111 natoperationer. Langt størstedelen af flyvningerne sker fortsat i Region Midtjylland, der har over fire gange så mange flyvninger som Region Nordjylland.

Præhospital

Klage til region: Redder hånede os

Fire unge nordjyder har klaget til Region Nordjylland over en episode, som fandt sted for to uger siden. Her ringede de unge – hvoraf de to er sygeplejerskestuderende – 112, efter at en diskoteksgæst mistede bevidstheden, hvorefter de havde svært ved at mærke mandens puls. Men da ambulancen ankom, gjorde en redder ifølge de unge grin med dem, da de beskrev deres observationer. “Nå, men så er han jo nok død”, sagde redderen blandt andet, da de fortalte, at de ikke kunne mærke mandens puls.

Præhospital

Overvejer ordning med SMS til nærmeste førstehjælpere ved hjertestop

Fremover vil borgere, der er uddannede i førstehjælp, måske kunne få en SMS, hvis en person i lokalområdet får hjertestop. Ordningen findes allerede i Stockholm, hvor førstehjælpernes mobiltelefoner er registrerede på den lokale vagtcentral, og ved hjertestop kan vagtcentralen via telefonernes GPS-funktion se, om der er førstehjælpere i nærheden – og så tilkalde dem via SMS. Nu kommer der måske et forsøg med en lignende ordning i Frederikshavn-området. Det indgår i Danmarks største hjertestarter-projekt, som får et budget på 12 mio. kr.

Præhospital

Forsøg med sygeplejerskebemandet paramedicinerbil forlænges

Et forsøg med at lade en anæstesisygeplejerske rykke ud sammen med en paramediciner i Thy-Mors-området bliver nu forlænget med et halvt år, således at det først afsluttes i sommeren 2012. Flere måneder inden forsøget slutter, vil der dog foreligge en evalueringsrapport fra Dansk Sundheds Institut – en evalueringsrapport, som bliver den første større undersøgelse af, om det er hensigtsmæssigt, at anæstesisygeplejersker indgår i det præhospitale akutberedskab.

Præhospital

Nibe får atter en ambulancestation

Det er kun godt 1½ år siden, at Falck-stationen i Nibe blev nedlagt som følge af en ny kontrakt mellem Falck og Region Nordjylland. I stedet blev beredskabet på den mere centralt beliggende Falck-station i Støvring styrket. Men i morgen genåbner Falck-stationen i Nibe med et døgnbemandet ambulanceberedskab – og det bliver endda i samme lokaler som den gamle Falck-station.

Præhospital

Kun råd til en tredjedel af de planlagte videokameraer i ambulancer

Som BeredskabsInfo tidligere har omtalt, bliver 10 nordjyske ambulancer inden årsskiftet forsynet med videokameraer, så redderne fremover vil kunne bruge video, når de ønsker en læges assistance ved behandlingen af en patient. Men faktisk er projektet blev kraftigt reduceret, for oprindeligt var det meningen, at det var samtlige 34 ambulancer i Nordjylland, som skulle have de nye kameraer. Det har imidlertid vist sig, at videosystemet var meget dyrere end ventet.