
Fortsat kold luft mellem brandfolk og ledelse i Gentofte
Efter flere uger med hård kritik af Gentofte Brandvæsens Tetra-baserede radiosystem havde brandvæsenets ledelse i denne uge indkaldt medarbejderne til et stormøde. Men mødet har ikke fået brandfolkenes kritik til at forstumme. De har nu udarbejdet et svar på den redegørelse, som Gentofte Kommune præsenterede for politikerne, og her er brandfolkene stærkt kritiske overfor ledelsens udlægning af hele forløbet omkring indførelsen af de nye radio- og vagtcentralsystemer og de konkrete hændelser, hvor radiokommunikationen har svigtet. Desuden mener brandfolkene, at responstiderne er steget kraftigt, og at vagtcentralsystemet sender for store regninger til Region Hovedstaden.