Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet, som har ressortansvaret for det danske redningsberedskab. Beredskabsstyrelsen omfatter også det statslige redningsberedskab, der består af mere end 1.500 fastansatte, værnepligtige og frivillige samt materiel og køretøjer fordelt på styrelsens seks afdelinger i landet.

Beredskabscentrene havde et relativt roligt år
Beredskabsstyrelsens regionale centre rykkede i 2012 ud til 429 indsatser – især til komplekse industribrande. Blandt de større indsatser var brandslukningen på Avedøreværket i København i august, hvor Beredskabsstyrelsen måtte trække på personel fra hele landet. Styrelsen deltog ligeledes i større indsatser på Aars Varmeværk og Amagerværket samt ved en brand i en større boligejendom i Kolding.