Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet, som har ressortansvaret for det danske redningsberedskab. Beredskabsstyrelsen omfatter også det statslige redningsberedskab, der består af mere end 1.500 fastansatte, værnepligtige og frivillige samt materiel og køretøjer fordelt på styrelsens seks afdelinger i landet.

Brandvæsen i hård strid med Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsens holdninger mangler faglig dokumentation, er ikke faktuelt underbyggede og har ikke hjemmel i lovgivningen. Så hård er kritikken fra Trekantområdets Brandvæsen, efter at Beredskabsstyrelsen på en række punkter underkender brandvæsenets nye dimensioneringsplan. Der lægges op til voldsomme nedskæringer i beredskabet, og det bekymrer Beredskabsstyrelsen.