
Københavns brandchef om Samariten: Jeg tror slet ikke, at de kommer i gang
I går lød udmeldingen fra Københavns brandchef, Jan Axlev, at kombinationen af ambulanceudbud, ny vagtcentral og nyt kommunikationssystem i sidste instans vil medføre et sammenbrud af den samlede ambulancetjeneste i Region Hovedstaden. Og i dag er brandchefen tilsvarende direkte, når han skal vurdere det firma, som skal overtage størstedelen af dén ambulancekørsel, som Københavns Brandvæsen i dag varetager: “Jeg tror slet ikke, at de kommer i gang”, siger Jan Axlev om svenske Samariten.