En intensiv hvervekampagne for at skaffe nye deltidsbrandfolk har været en uventet stor succes for Vordingborg Brandvæsen, som har fået 20 ansøgninger fra potentielle medarbejdere. Og det er dobbelt så mange, som brandvæsenet havde håbet på, da kampagnen blev igangsat. Brandvæsenet forventer, at man hurtigt vil kunne ansætte de første fem ansøgere.
Hvervekampagnen i Vordingborg er led i ”Bliv Brandmand Nu”-kampagne, og i Vordingborg har kampagnen været i en intensiv fase i de seneste tre uger. Onsdag afholdt brandvæsenet så et velbesøgt informationsmøde på brandstationen i Vordingborg, hvor 30 mænd og kvinder var mødt frem for at høre om brandmandsjobbet.
Indtil videre har kampagnen givet 20 reelle ansøgninger, fortæller en glad beredskabschef Lasse E. Hansen.
”Vores brandfolk har lavet et utroligt stort og flot stykke arbejde i forbindelse med denne hvervekampagne. Det kan vi nu høste frugterne af”, siger Lasse E. Hansen.
”Jeg har allerede kigget ansøgningerne igennem, og ud af de ca. 20 ansøgere forventer vi meget hurtigt at kunne ansætte fem nye brandfolk, hvoraf flere allerede er uddannede brandfolk – og derfor kan starte i vagt med det samme”, fortæller beredskabschefen, der forventer at sende de resterende ansøgere på brandmandskursus efter sommerferien.