Vil spare på Storebæltsberedskabet

Arkivfoto: Sund & Bælt

Siden 1997 har A/S Storebælt reduceret budgettet for det særlige Storebæltsberedskab med ca. 40 pct. Men selv om vurderingen er, at Storebæltsforbindelsen medfører helt ekstraordinære udfordringer ved beredskabsindsatser, så vil A/S Storebælt både i 2018 og i de efterfølgende år reducere beredskabet yderligere. Den ansvarlige for beredskabet, Slagelse Kommune, er dog uenig.

Det er Slagelse Kommune, som har det beredskabsfaglige ansvar for Storebæltsforbindelsens Østbro, Sprogø samt tunnelen mellem Halsskov og Sprogø, mens Vestbroen ligger i Nyborg Kommune, som tilsvarende er den ansvarlige myndighed på denne strækning.

Det ekstra beredskab, som især tunnellen kræver, finansieres af A/S Storebælt. Den nuværende aftale mellem Slagelse Kommune og A/S Storebælt udløber imidlertid ved årsskiftet, og de to parter har svært ved at blive enige om en forlængelse.

Fra 15 mio. kr. til 9,6 mio. kr.

I forhandlingerne med Slagelse Kommune har A/S Storebælt ønsket, at budgettet for beredskabet reduceres i en ny aftale – og at det derefter reduceres yderligere år for år. Budgettet er ellers allerede blevet reduceret med ca. 40 procent siden forbindelsen i 1997 overgik fra en anlægsfase til en driftsfase. Dengang var der afsat ca. 15 mio. kr. om året til beredskabet, hvis der tages højde for inflationen. I 2016 var det faldet til 9,6 mio. kr.

Ifølge Slagelse Kommune har man i videst muligt omfang forsøgt at imødekomme A/S Storebælts krav om effektiviseringer, men den tilbageværende uenighed om det økonomiske grundlag har gjort, at det ikke er lykkedes at indgå en ny aftale.

Brand og eksplosion giver risiko for afbrydelse af forbindelsen

Der er ellers god grund til at have et solidt beredskab på Storebæltsforbindelsen. Ifølge A/S Storebælts risikoanalyser, der blev opdateret i 2015-16, udgør brand og eksplosion både for vej og jernbane det tredjestørste bidrag til risiko for længerevarende afbrydelse af forbindelsen. De væsentligste risikobidrag relateret til personrisiko er endvidere togbrand i tunnelen samt toguheld sammen med afsporinger og kollisioner. Risikoanalyserne viser samtidig, at risikoacceptkriterier for dræbte pr. år på vejen samt dræbte og alvorligt kvæstede pr. år på jernbanen er svagt overskredet i 2021/2025 med den trafik, der vil forekomme på det tidspunkt. Beredskabet i Slagelse Kommune oplyser, at man ikke har haft mulighed for at læse de rapporter og anbefalinger, som er udarbejdet i forbindelse med risikoanalysen.

”Det er en kendsgerning, at tunnelen ved Storebæltsforbindelsen medfører helt ekstraordinære udfordringer i relation til en beredskabsindsats, hvor det særligt bemærkes, at forbindelsen ligger i en beredskabsfaglig geografi, der ikke har samme beredskabsressourcer, som fx ved infrastruktur-strækninger nær de større byer, hvorfor planlægningsgrundlaget er yderligere udfordret. Beredskabsfagligt er det opfattelsen, at et uheld i Storebæltstunnelen kan have store konsekvenser, hvilket mange fatale tunnelbrande også vidner om, omend der kan være varierende opfattelser af hvilke risici, der mere konkret er forbundet med Storebæltstunnelen, ligesom der kan være variationer i tolerancen overfor både sandsynligheden for et uheld, de afledte konsekvenser og den nødvendige indsats”, skriver Slagelse Kommunes beredskabschef, John Olesen, i et internt notat om beredskabet.

Annonce