Vil opgive plan om sammenlægning af brandstationer

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Brandstationerne i Kirke Hyllinge og Skibby vil ikke blive lagt sammen til en ny station, og der vil heller ikke blive tale om, at en af de to stationer overtager den andens dækningsområde. Det er i hvert fald indstillingen fra Vestsjællands Brandvæsen efter en analyse, der har vist, at der godt nok kan opnås besparelser, men at det vil blive på bekostning af serviceniveauet.

En fælles arbejdsgruppe fra Vestsjællands Brandvæsen og Frederiksborg Brand & Redning har analyseret mulighederne for en tilpasning af beredskabet på nabobrandstationerne i Kirke Hyllinge (Vestsjællands Brandvæsen) og Skibby (Frederiksborg Brand & Redning).

Arbejdsgruppen har kigget nærmere på fire forskellige scenarier:

  1. Bibeholdelse af begge stationer, dog med samdrift og reduktion af materiel/udstyr.
  2. Nedlæggelse af brandstationen i Kirke Hyllinge.
  3. Nedlæggelse af brandstationen i Skibby.
  4. Nedlæggelse af begge brandstationer og oprettelse af en ny samlet station, der tilgodeser begge de nuværende slukningsområder.
Forringelse af service og robusthed

Arbejdsgruppens samlede konklusion i forhold til alle fire scenarier er imidlertid, at konsekvensen vil være væsentlige serviceforringelser samt en svækkelse af den samlede robusthed i hele området. Desuden vil scenarie 4 kræve en større investering til opførelse af en ny brandstation på en ny lokalitet i området mellem de to nuværende stationer, og der er risiko for, at det vil give et reduceret rekrutteringsgrundlag – som igen vil give problemer med at overholde kravet til afgangstiderne.

På den baggrund indstiller Vestsjællands Brandvæsen til den fælleskommunale beredskabskommission, at overvejelserne om sammenlægning eller samdrift opgives.

Annonce