Køge Kommunes beslutning om at forlade Østsjællands Beredskab har skabt en særlig udfordring, da den nuværende kontrakt med Falck om brandslukning i Køge-området udløber om en måned. Imidlertid vil Køge Kommune ikke være med i den fælles kontrakt, som Østsjællands Beredskab vil indgå med Falck, så i stedet forlænges den nuværende Køge-kontrakt.
Østsjællands Beredskab overtog ved etableringen i 2015 den hidtidige kontrakt mellem Køge Kommune og Falck om brandslukning. Den er efterfølgende blevet forlænget, således at den udløber den 31. januar 2019. Ideen var så, at Østsjællands Beredskab ville indgå en ny, samlet kontrakt med Falck, som skulle træde i kraft den 1. februar 2019.
I mellemtiden har Køge Kommune imidlertid besluttet at udtræde af Østsjællands Beredskab pr. 31. december 2020. Men samtidig ønsker kommunen ikke at indgå i den nye kontrakt med Falck, da den er baseret på den nye risikobaserede dimensionering, som netop var det, der fik Køge Kommune til at opgive Østsjællands Beredskab. Omvendt er kommunen slet ikke klar til selv at gennemføre et udbud, da kommunen ikke har besluttet, hvordan beredskabet fremover skal organiseres og dimensioneres.
Løsningen ser nu ud til at blive, at Østsjællands Beredskab indgår en kontrakt med Falck for brandslukningen i Køge-området i perioden frem til 31. december 2020. Det vil ske uden et udbud, da Østsjællands Beredskab vurderer, at beredskabet kun kan leveres af Falck. Samtidig mener beredskabet ikke, at der ved forlængelsen sker en ændring af kontraktens hidtidige karakter.